Fortsæt til indhold

Skal skoledistrikterne ændres?

Høring om forvaltningens oplæg til ændrede skoledistrikter

Samfund
Anette Bonde

Skoledistrikterne i Norddjurs er sendt i høring hen over sommeren. Efter høringsfristen vil børne- og ungdomsudvalget og derefter kommunalbestyrelsen tage bestik af udfaldet.
Kommunalbestyrelsen besluttede på sit møde i marts, at der skal foretages en revurdering af de nuværende kriterier for frit skolevalg i Norddjurs Kommune. Samtidig blev det besluttet, at der i tilknytning hertil skal foretages en revurdering af kommunens skoledistrikter.
Forvaltningen er blevet bedt om at komme med et oplæg, og det er det, de respektive skolebestyrelser nu forholder sig til. De muligheder, der er lagt frem, er at Fjellerup kan flyttes fra Ørum til Glesborg eller Langhøjskolen skoledistrikt, at Fannerup kan flyttes fra Ørum til Toubroskolen, at Fausing og Grund kan flytte fra Auning til Allingåbro, at Gjesing kan flytte fra Langhøjskolen til Auning, og at "Fuglekvarteret" og "Trekanten" i Grenaa kan flytte fra henholdsvis Kattegatskolen og Mølleskolen til Vestre Skole.

Friske øjne

Mads Nikolajsen (SF), formand for børne- og ungdomsudvalget, var ved udvalgsmødet kun stemt for at flytte Grund til Allingåbroskolens distrikt og ”Fuglekvarteret” i Grenaa til Vestre Skoles skoledistrikt.
"Det er godt, at der bliver set med friske øjne på skoledistrikter, men derfra og til at gennemføre en masse store ændringer, er der et stykke vej."
Han understreger, at han er optaget af at skoledistrikterne matcher den skolestruktur, der eksisterer i forvejen.
"Jeg forventer ikke de store ændringer, men det vil processen jo vise. Vi skal ikke ændre skoledistrikter, hvor det vil hive tæppet væk under en skole, som vi mener er vigtig at have hvor den er."