Fortsæt til indhold

Egedal sparer penge på ældreindkøb

Omkring 180 primært ældre og handicappede borgere får fra 1. juni tilbud om indkøb gennem et nyt firma. Egedal Kommune sparer 400.000 kroner i årlige leveringsomkostninger i forhold til de to nuværende indkøbs-firmaer

Samfund
Arkiv

Flere ældre og nuværende indkøbsfirmaer kritiserer i disse dage Egedal Kommune for et nyt udbud, hvor firmaet Multi Indkøb A/S har vundet opgaven med at købe dagligvarer ind til omkring 180 ældre og handicappede borgere. Kritikken går især på at det nu skulle bliver op til 20 procent dyrere for de ældre at købe ind og at bestillingerne kun bliver mulige på internettet.
Det er dog, ifølge Egedal Kommune, ikke korrekt.
Egedal Kommune sparer nemlig omkring 400.000 kroner i årlig leveringsomkostninger i forhold til de nuværende to indkøbs-firmaer. Leveringen er fortsat gratis for de ældre.
Kommunalbestyrelsen besluttede i februar – efter at have hørt Seniorrådet - at sende indkøbsordningen i udbud, fordi kommunens udgifter til leveringen af dagligvarer var alt for høje sammenlignet med andre kommuner, oplyser Egedal Kommune.

4.500 dagligvarer

Indkøbsfirmaet Multi Indkøb A/S har vundet udbuddet og tilbyder fra 1. juni op mod 4.500 forskellige dagligvarer, som de viciterede borgere både kan bestille på telefon eller via internettet.
"Vi har med vores udbud fået et indkøbsfirma på banen, som kan tilbyde langt flere dagligvarer end tidligere, og hvor prisen også er konkurrencedygtig. Vi har gennemført en prisundersøgelse, der viser at Multi Indkøb A/S kun er gennemsnitligt 3-4 procent dyrere end den lokale Netto i Stenløse, når vi sammenligner priser på helt almindelige dagligvarer. Samtidig bliver det lettere at bestille varerne, fordi man kan gøre det direkte på nettet og medhjælp fra en hjemmehjælper, hvis det er nødvendigt. Og varerne kommer som altid lige til døren og køleskabet på et fastlagt tidspunkt," siger leder af Den Tværfaglige Myndighed i Egedal Kommune, Rikke Terslev Bengtson.
"Samlet vurderer vi, at det er en rigtig god indkøbsordning – både for de ældre og for Egedal Kommune," siger Rikke Terslev Bengtson. Alle de ældre borgere, der er omfattet af indkøbsordningen, har fået et brev fra Egedal Kommune, der fortæller om mulighederne i den nye indkøbsordning.