Fortsæt til indhold

Mindeord for Bodil Damgaard

Samfund
Af Kurt Rønne, på vegne af Seniorrådet i Skanderborg Kommune

Bodil Damgaard har forladt os.
En stor dame er gået bort. En længere tids sygdom har afsluttet livet for vores Bodil.
Meget få mennesker har den gave og tænke mere på andre end sig selv. Bodil har i mange år været aktiv i ældresagen og i de sidste mange år medlem af Skanderborg Kommunens Seniorråd. Ved sidste valg til Seniorrådet fik hun flest stemmer af os alle, fuldt fortjent, ingen var som Bodil engageret i andre - og specielt de ældres – ve og vel. Hun tog sig af hjælpe- og besøgstjenesten var medlem af brugerråd på plejecentrene, ingen gik forgæves, når de spurgte om hjælp ved Bodil.
I Seniorrådet var der ikke en opgave, hun ikke påtog sig, mange af de henvendelser vi i Seniorrådet modtog fra ældre medborgere fik vi via Bodil, hendes kontaktflade var enorm.
Vi vil i Seniorrådet komme til at savne hendes engagement helt utroligt meget, og hun har om nogen været foregangsmand for, at Seniorrådet og Ældresagen trækker på samme hammel med det klare formål og hjælpe og varetage vore Ældre medborgeres ve og vel.
Et savn, der vil være uerstatteligt. Vore tanker går til Bodils familie og særligt til hendes tro følgesvend ægtemanden Jørgen.

Æret været Bodil Damgaards minde.