Frisk Fri Fagskole fylder halvfems
I 1923 startede Hadsten Husholdningsskole. Den har ændret sig meget siden da. Den hedder nu Linieskolen og er en af de Frie Fagskoler.
Linieskolen i Hadsten er i dag en moderne dynamisk skole med mennesket i centrum. Det var den også, da den blev stiftet d. 4. maj 1923 af Margrethe Pedersen.
Dengang var målet at uddanne åbne og selvbevidste kvinder, der både kunne tage vare på hjemmet og tage del i samfundslivet.
Meget har ændret sig, men tanken om at sætte det hele menneske i centrum er stadig grundlæggende.
Fra hele landet
Ved starten var der naturligvis udelukkende piger. Nu er omkring hver tredje en dreng.
Skolen er en kostskole med et stabilt elevtal på omkring de tres. De kommer fra hele Danmark.
"Også fra Grønland og også med anden etnisk baggrund. Men problemer med tørklæder har aldrig fyldt noget som helst hos os," fortæller lederen gennem snart 25 år, Inger Dyhr.
Gøremålsformel
Grundlæggende er det, at mindst en tredjedel af al undervisningen skal være indenfor fagene mad, design, krop, pædagogik, håndværk og forbrugerøkonomi.
Dertil kommer, at skolerne arbejder med en pædagogik, der lægger stor vægt på praksisnær læring.
Både de traditionelle fag som dansk og matematik og de praktiske fag er i Frie Fagskoler sat på en "gøremålsformel", hvor eleverne også lærer matematik andre steder end foran tavlen.
Erhvervsparat og inklusion
"Vi lægger stor vægt på, at eleven får de vaner, som er nødvendige for at kunne færdiggøre en uddannelse og for at kunne klare sig på en arbejdsplads. Vi konfronterer eleverne med virkeligheden," siger Inger Dyhr.
Det giver sig blandt andet udtryk i den ene af de tre linjer: "Parat til erhvervsuddannelse".
"Vi arbejder med det faglige, det personlige og det sociale. Hos os har det ?nye? begreb inklusion været en selvfølge længe. Vi har også længe arbejdet med det, som er nye tanker i Nordisk skole, nemlig at eleverne skal nå så langt som muligt, og at ikke alle kan nå lige langt."
Alle skal uddannes
På den selvejende institution Linieskolen mærker man de store reformer og den økonomiske krise:
"Når pengene strammer til, kan vi mærke, at forældrene tøver lidt med at sende børnene til os. På den anden side sker der så meget på reformfronten, at vi er en vigtig spiller, når det nu for eksempel kræves, at alle skal have en udannelse. Vi skal sørge for at gøre eleverne klar til det. At de ikke igen løber ind i et nederlag," lyder det fra forstander Inger Dyhr.
Det skal fejres
Torsdag 2. maj fra kl. 14 skal de 90 år fejres. Og selv om skolen netop er kommet hjem fra Paris, så bliver det ikke lige det franske køkken.
Der vil blive serveret mad fra både 2013 og fra 1923. Naturligvis lavet af eleverne. En rigtig "gøremålsreception", der lever op til det relevante slogan: Don't tell it, show it.
Der bydes også blandt andet på musik og rundvisninger i de nye lokaler, der når at være klar. 400 kvadratmeter til syv millioner.