Favrskov Brandvæsen er billig i drift
Årsrapporten fra Favrskov Brandvæsen afslører, at udgiften pr. indbygger til brandvæsenet ligger under både lands- og regionsgennemsnittet.
Det betyder ikke, at opgaverne ikke bliver lavet i Favrskov. Snarere tværtimod.
Servicemålene mere end overholdes. Det indebærer, at ved 95 procent af alle udkald skal en forsvarlig indsats være påbegyndt efter nærmere fastsatte tidsrammer. Det lokale tal er helt oppe på 98 procent.
I 2012 viser tallene, at der har været lidt færre udrykninger end gennemsnittet. 204 i 2012, mens 211 er gennemsnittet over tre år.
Alle lovpligtige brandsyn er gennemført, og måske spiller det ind på, at antal brande i Favrskov kun er 1.87 brande pr. 1.000 indbyggere. På landsplan er registreret 2.26 brande pr. 1.000 indbyggere.
Af udkaldene er det i øvrigt omkring en fjerdedel, der er "blinde".