Fortsæt til indhold

Hillerøds unge er ædruelige, røgfri - og arbejdsløse

Røg, sprut og stoffer har faldende popularitet blandt folkeskolens ældste klasser - og det har fritidsarbejde tilsyneladende også

Samfund
Tim Panduro

De drikker mindre. Ryger mindre. Tager færre stoffer. Dyrker mere sport. Og arbejder mindre.

Sådan ser billedet kort formuleret ud for Hillerøds unge.

Det viser en undersøgelse som Basen - en forebyggelsesenhed under SSP-samarbejdet i Hillerød Kommune - har lavet blandt 1290 elever i 7., 8. og 9. klasse i Hillerød sidste år.
Nu er tallene bearbejdet og sammenlignet med tal fra tilsvarende undersøgelser i 2000 og 2007.

Færre fulde

Blandt andet er antallet af unge, der har prøvet at være fulde, faldet markant.

Tallene fra de to første undersøgelser er lagt sammen, så der ligger et gennemsnit fra 2000 og 2007-undersøgelserne.

De viste, at 53 procent af de unge i 8.klasse og 77 procent af eleverne i 9. klasse i de forrige undersøgelser havde prøvet at være fulde.

2012-undersøgelsens tilsvarende tal er 29 og 57 procent. Også for rygning er tallet faldet. Hele 10 procent af eleverne i 7. klasse røg i de forrige undersøgelser - i dag er tallet knap tre procent. I 9. klasse er der sket et fald fra 29 til 22 procent.

Til gengæld arbejdes der mindre.

I 8. klasse er det i dag 31 procent, der har et fritidsjob. Tidligere var det 44 procent. I 9. klasse er tallene gået ned fra 65 til 49 procent.

Job og dårlige vaner

Formand for Børne- og familieudvalget Rikke Macholm er glad for udviklingen i de unges brug af alkohol, tobak og stoffer.

"Det er rigtigt dejligt, og det viser, at den indsats SSP og andre ansatte gør, virker. For nogle år siden ændrede man tilgangen til oplysning til de unge. Man valgte dialog i stedet for skræmmekampagner, og det lader til at have haft effekt", siger Rikke Macholm, der undrer sig over en enkelt ting.

"Det ser ud som om, at unge med et fritidsjob har dårligere vaner, end dem, der ikke arbejder. Det kan være fordi, de får bedre økonomi af at arbejde, og derfor har råd til mere. Men det er alligevel overraskende, for vi havde regnet med det modsatte billede. Så de resultater skal vi have kigget nærmere på."


De unges vaner er skiftet til det bedre
Undersøgelsen af de unges vaner er foretaget af Basen, der er en forebyggelsesenhed under Hillerød Kommune
Undersøgelsen er baseret på spørgeskemaer til 1290 elever i 7. 8. og 9. klasse i Hillerød
Den viser, at de unge generelt er blevet sundere.
Antallet af sportsudøvere er steget med mellem fire og syv procent i de forskellige årgange.
Antallet af unge, der har prøvet at være fulde, er faldet markant. For elever i 8. klasse er andelen næsten halveret - fra 53 procent i de forrige undersøgelser og til 29 procent i dag.
I 7. klasse er andelen, der angiver, at de drikker alkohol til fester faldet fra 24 procent til 8,5 procent.
Andelen af daglige rygere og festrygere er også faldet.
Til gengæld er der ikke den store forandring i andelen af unge, der har prøvet at ryge hash. I 8. klasse er andelen den samme - otte procent, mens den i 9. klasse er faldet fra 20 til 17,5 procent.
Tidligere undersøgelser er blevet gennemført i 2000 og 2007. Tallene fra disse undersøgelser er blevet brugt som sammenligningsgrundlag