Fortsæt til indhold

Skoler og institutioner lukket på en ikke-helligdag

Arbejdsgivere og -tagere må tage fri dagen efter Kristi himmelfartsdag

Samfund
Peter Friis Autzen

Selvom fredagen efter Kristi himmelfartsdag ikke er en helligdag, benytter skoler og børnehaver den i stor stil til at holde lukket. Og det gør ondt på en del familier, hvor forældrene skal have arbejdslivet til at fungere.
"Det er lidt beskæmmende, at de serviceorganer og institutioner, vi er nødt til at benytte os af for at passe vores arbejde, holder lukket på en ikke-helligdag," siger malermester Flemming Riis fra Børkop. Han er lokal suppleant til bestyrelsen i Dansk Arbejdsgiverforening.
Mange arbejdstagere løser problemet ved at indløse en af deres ferie-fridage.
"Men ikke alle kan holde fri. Og det er vel heller ikke rimeligt, at medarbejderne presses til at holde fri," siger Flemming Riis.

Ulla Tørnøs (V) er medlem af folketingets arbejdsmarkedsudvalg. Hun mener, at skolelukning på ikke-helligdage er et problem på det moderne arbejdsmarked.

Accept fra forældre

Hos Fredericia Kommune er udvalgsformand Peder Hvejsel (V) ikke bekendt med, at skolernes lukkedag fredagen efter Kristi himmelfartsdag skaber problemer på arbejdsmarkedet.
"Fridagen indgår i den plan, der skal sikre, at skolebørnene får 200 skoledage i løbet af et år. Det er altid en overvejelse, hvordan man fordeler de 200 dage.
Planen om skolernes lukkedage godkendes af Børne- og Ungdomsudvalget efter indstilling fra skolebestyrelserne, hvor forældrene er repræsenteret. Kommunens Skoleafdeling har indtryk af, at den ekstra lukkedag efter Kristi himmelfartsdag er populær blandt forældrene.
"Jeg er helt sikker på, at det er i overensstemmelse med forældrenes ønske. Ellers ville vi have hørt protester," siger Peder Hvejsel.

Venstre ærgrer sig

I Folketingets arbejdsmarkedsudvalg sidder blandt andre Venstres Ulla Tørnæs. Og hun er ikke begejstret over de mange skolelukninger på en ikke-helligdag.
"Det ærgrer mig, at der stadig er eksempler på, at skoler og daginstitutioner holder lukket, eksempelvis på dagen efter Kristi himmelfartsdag. Jeg mener dog, at det er op til kommunerne selv at løse opgaven. De kender nu engang bedst de lokale skoler og daginstitutioner. Jeg vil derfor opfordre KL og regeringen til at finde en løsning på problemet, så daginstitutionerne og skolerne i højere grad tilpasses det moderne arbejdsmarked", siger hun.
Avisen har spurgt alle arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer. Kun Ulla Tørnæs svarede.

"Ikke alle kan holde fri."
Flemming Riis DA, bestyrelsessuppleant