Ældreråd får opfyldt alle krav til november-valg
Presset socialudvalg ændrer markant på måden at afholde ældrerådsvalg på. Tilfreds ældreråd vil ikke længere nedlægge arbejdet
De ældre i Hillerød Kommune skal alligevel ikke betale for at stemme til ældrerådsvalget i november.
Det besluttede Socialudvalget på et møde sidste uge, hvor medlemmerne tog stilling til et forslag til afholdelse af ældrerådsvalget fra forvaltningen.
Det indebar blandt andet, at de ældre kun kunne brevstemme, og at de selv skulle betale portoen. Det kunne nemlig ifølge forslaget kun foregå via de røde postkasser på gader og stræder, da forvaltningen ville spare valgstederne væk.
Derudover foreslog forvaltningen, at valget skulle afholdes den 5. november og dermed ikke sammen med kommunal- og regionalvalget den 19. november, ligesom avisannoncer med informationer om kandidaterne til valget skulle spares væk.
Lyttede til kritik
Men efter hård kritik fra Ældrerådet og trusler om at nedlægge arbejde, har Socialudvalget nu besluttet at imødekomme Ældrerådet på adskillige punkter, fortæller formand for Socialudvalget Bente Claudi (K).
"Vi har valgt at følge rådene fra Ældrerådet og sørger for, at kommunen betaler returportoen, når stemmesedlerne skal sendes ind, at de får mulighed for at annoncere som ønsket, og at valget kan blive afholdt på samme dag, som kommunal- og regionalvalget", siger Bente Claudi.
Derudover vil Socialudvalget også arbejde for, at der bliver sat postkasser til stemmesedlerne op på kommunal- og regional-valgstederne, så de ældre kan aflevere deres brevstemme til ældrerådsvalget samtidig med de to andre valg, men Bente Claudi kan endnu ikke love, at det bliver til noget.
Tilfreds ældrerådsformand
Formanden for Ældrerådet, Vibeke Hansen, er meget tilfreds med Socialudvalgets beslutninger.
"Ihh dog, hold da op. Efter informationsmødet med forvaltningen havde jeg ikke indtryk af, at de ændringer ville komme. Dengang fik vi ingen alternative forslag, som vi ellers plejer i den slags sager, så vi opfattede det som et diktat, der ikke kunne være anderledes. De ændringer her er jeg rigtig godt tilfreds med", siger formanden.
Noget utraditionelt valgte Ældrerådet allerede før den sædvanlige høringsperiode op til mødet i Socialudvalget at gå i pressen for at gøre opmærksom på deres store utilfredshed og brugte ord som utilstedeligt og udemokratisk om spareforslaget og truede endda med at nedlægge arbejdet i protest, hvis de ældre skulle betale for at stemme og avisannoncerne blev sparet væk.
Ældrerådet står fast
Bente Claudi afviser, at ændringerne hænger sammen med truslen fra Ældrerådet.
"Det er ikke, fordi der er blevet stillet ultimative krav, men fordi vi synes, det er rimelige ændringer", siger hun og kalder det ærgerligt, at Ældrerådet gik til pressen før mødet i Socialudvalget.
Det fortryder Vibeke Hansen dog slet ikke.
"Jeg står fast ved det. Forvaltningens forslag kunne ikke opfattes som andet end et diktat. Men nu kan vores arbejde gå i gang. Vi skal blandt andet finde kandidater rundt om i kommunen", fortæller hun.
Alt i alt bliver ældrerådsvalget nu 58.000 kroner dyrere end spareforslaget fra forvaltningen, der lød på 166.000 kroner.
De penge skal ifølge socialudvalgsformanden spares andre steder på ældreområdet.