Fortsæt til indhold

Plads til alle - men ikke til alt

Når skolerne i Favrskov forsøger at tage hånd om mobberi, gør de blandt andet brug af venskabsklasser og synlige gårdvagter

Samfund
Af Charlotte Kappel

?Generelt arbejder vi for at skabe et miljø, hvor der er plads til alle, men ikke til alt,? lyder det kort og præcist fra Vellev Skole.
FavrskovPosten har lavet en mini-rundspørge om mobning blandt kommunens 15 folkeskoler og 4 privatskoler. I alt 14 skoler valgte at deltage.

Trivsel i fokus hver dag

Rundspørgen viser, at trivsel er noget, der er i fokus i hver dag på skolerne i Favrskov.
?Der er et løbende arbejde i de enkelte klasser omkring klassefælleskab, klassekultur og gode samværsregler,? oplyser Rønbækskolen.
For at fremme trivslen er det vigtigt, at alle skolens aktører lige fra elev til ledelse inddrages, understreger flere skoler.
?Forældre, forvaltning, personale og politikere har hele tiden fokus på problemet,? fortæller Tungelundskolen.

Skoleskifte og mobning

Skolerne svarer, at de forsøger at løse problemer med mobning, så snart de bliver opmærksomme på dem.
?Det sværeste er at opdage mobning,? lyder det fra Søndervangskolen.
Og næsten alle skoler svarer, at de både har modtaget og afgivet elever med mobning eller mistrivsel som en del af begrundelsen for et skoleskifte. Men selvom problemet opdages, lykkes det ikke altid at løse det.
?Årsagen til et skoleskifte er ofte mangesidigt,? fortæller Hadsten skole,
?Hvis der er kendskab til mistrivslen, sættes der ind med hjælp. Og hvis denne hjælp ikke er tilfredsstillende, vælger nogle forældre en anden skole.?

Antimobbetiltag

Adspurgt om tiltag, der anvendes for at bekæmpe og forebygge mobning, lister skolerne en lang række aktiviteter:
Pædagogiske materialer som Trin for Trin og Dig og mig og Quik.
Venskabsklasser og makkerordning, hvor større elever tilknyttes mindre elever.
Legepatruljer og synlige gårdvagter i frikvartererne.
Video om fælles retningslinjer for adfærd, en årlig trivselsdag og emneuger på tværs af årgange.
Legegrupper, pigecafé for de stille piger, regler for fødselsdagsfester og -gaver.
Skolerne laver undervisningsmiljøundersøgelser og trivselsmålinger, og har særligt uddannet AKT-personale til at rådgive om adfærd, kontakt og trivsel,
Forældrene inddrages i fællesskabet via klasseråd.

I øvrigt kræver loven, at folkeskoler har en antimobbestrategi, og at den skal kunne ses på skolernes hjemmesider.
Dette lever alle folkeskoler i rundspørgen op til.
Privatskoler er ikke underlagt samme krav, men svarene viser, at de arbejder med emnet alligevel.