Fortsæt til indhold

Indholdet i skolen skal nu debatteres

De kommende måneder skal indholdet i fremtidens folkeskole i Egedal til debat. Det har byrådet besluttet

Samfund
Jesper Kappel

Hvad, hvem, hvordan og hvornår. Disse ord vil blive flittigt brugt i de kommende måneder, når indholdet af fremtidens folkeskole i Egedal skal besluttes.
Lokalpolitikerne er nemlig blevet enige om, at borgerne i Egedal skal inddrages i debatten om skolens indhold fremover. Debatten vil blive delt op i fire trin.
Første trin skal være en såkaldt kickstart af debatten med bred involvering omkring oplæggets indhold og struktur. Her skal blandt andet skoleudvalg, repræsentanter fra skolebestyrelser, skoleelever og faglige organisationer diskutere.

Fire borgermøder

Andet trin vil blive fire borgermøder. Der vil blive afholdt et møde i hvert af de fire nye skoledistrikter, som kommunen har foreslået, der bliver skabt fra august 2014. Her vil borgerne blive præsenteret for de ambitioner, man har fundet frem til for fremtidens folkeskole i Egedal.
Den tredje del vil bestå i at skrive og tilrettelægge debatoplægget. Her vil de samme grupper, som var med i første face, blive inddraget i processen.
Den sidste del vil blive lanceringen af det endelige charter, der får navnet ”Hele vores folkeskole”. Hele processen går i gang i løbet af maj og slutter i løbet af september.