Hør nu efter

Af Anker Hansen, Eskebækparken 11 st.mf, Skanderborg Det ældste hus på Adelgade ser gammelt og nedbrudt ud. Det står endnu, som det har stået i 313 år. En gang var det Skanderborgs stolthed, at det kunne byde rejsende velkommen på vej, til og fra Skanderborg. Stolt ser det ikke ud i dag, og stolte bør vi ikke være. Dem som ikke passer på deres kultur, mister den. Det har vi fået en påmindelse om i året 1919 hvor bygningen blev fredet. Det har vi vidst lige siden. Hvordan kan det så være, at vi er nået dertil, at vi i dag taler om at rive den ned? Er byens ære ikke at beskytte sin kultur og dermed deres kulturarv. Det er ubetinget byrådets pligt at varetage denne opgave. Er problemet da ikke, at den gamle Gæstgivergård har været i hænderne på mennesker som ikke har vedligeholdt den, men har spekuleret i en nedrivelse kunne betale sig, og at byrådet i 94 år ikke har taget skridt til at sikre sig denne historiske bygning. Og nu vil man bilde læserne ind at ”det er bygningens beliggenhed en meter under nutidens gadeplan” er et argument. Det var da det mindste at det, da det nu har været sådant i 174 år. Værre skulde de da blive dersom der gik kommunalpolitik i det, her i valgåret, og man skulle se politikerne kaste ansvaret fra sig, og på den måde overbevise vælgerne om at al håb er ude. Da brister både kultur og ære i et usmageligt spil sorteper som kun børnene syntes er sjovt. Skulle man for Skanderborgs skyld turde håbe, at politikerne og byens bedsteborgere, ville arbejde sammen om at løse problemet til gavn for byen og dets borgere, ville det vel ikke være for meget at forlange, da vi nu har ventet så længe, og ser Gæstgivergårdens fremskredne forfald. Så vil det blive glæde og stolthed for kommende generationer de næste 313 år, og hvor de enkeltes udsagn i en valgkamp vil være glemt året efter, vil dem som reder Gæstgivergården bliver husket. Og dersom dette udsagn ikke vil bliver forstået og de hører derefter, kunne det da tænkes, at vælgerne vælger derefter, da det nu er deres ret, og ved hjælp af et kryds på et stykke papir, tager sagen i sin egen hånd, hvad der forventes af dem, hvem skulle da undres derved, andre end dem som ikke hørte efter?