Fortsæt til indhold

Millionerne ruller ned i Favrskovs kommunekasse

Det kan være svært at få armene ned, når man ser på det kommunale regnskab for 2012

Samfund
Erling Baastrup

Det økonomiske resultat for den kommunale dagligdag i Favrskov Kommune i 2012 ser ikke så ringe ud endda. På jysk.
I forhold til budgettet er det gået rigtig godt. Den kommunale dagligdag har kostet 56 millioner mindre end forventet.

Færre overførsler

Bag dette tal skjuler sig en kraftig nedgang i udgifter til overførselsindkomster generelt. Nedgangen er faktisk mere end halvdelen af de 56 mio., nemlig 30 mio.
Et andet kraftigt bidrag kommer fra nedgang i antallet af arbejdsulykker. Det har givet en besparelse på 7.7 mio. i forhold til budgettet.
Andre bidrag i millionklassen er færre medarbejdere, billigere vintertjeneste, mindre lønstigninger og færre penge til barsler hos kommunens medarbejdere.

Når så andre ting, som bl.a. relaterer sig til jordforsyning og finansielle tildragelser, regnes med, så er kassebeholdningen ved udgangen af 2012 små 100 mio. større end forventet.
Men en ting er jo resultatet i forhold til forventningerne. En anden den faktiske ændring i kassebeholdning i løbet af 2012. Ved indgangen af 2012 var den på ca. 130 mio. og ved slutningen af 2012 siger tallet ca. 210 mio. (udregnet med månedsgennemsnit) Altså en faktisk vækst 80 mio. kr. Målet på 100 mio. i kassen er mildt sagt nået.