Fortsæt til indhold

Grøn væske i mose kommer fra varmeværk

Den grønne væske Egedal Brandvæsen i forrige uge fjernede fra Balsmosen kommer fra Smørum Kraftvarme

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Flere borgere alarmerede i forrige uge Egedal Brandvæsen, fordi der løb store mængder af neongrøn væske ud i Balsmosen i Smørum. På daværende tidspunkt meldte brandvæsnet ud, at væsken ikke var farlig, men at man ikke anede, hvor den kom fra. Nu viser det sig, at den grønne væske stammer fra Smørum Kraftvarme.
Det fortæller direktør i Smørum Kraftvarme, Leif Poulsen, som oplyser, at det er et farvestof, som man har tilsat det lukkede system for at kunne lokalisere ledningsbrud. Og det var da også netop et stort ledningsbrud, der tilførte litervis af grønt vand til Balsmosen.
"Det er noget, vi har gjort igennem mange år," siger Leif Poulsen og advarer:
"Hvis der kommer grønt vand ud af vandhanen, er det fordi folk har en utæt varmtvandsbeholder, så skal man ringe til Smørum Kraftvarme."
Generelt håber han på, at folk er opmærksomme på den grønne væske:
"Vi vil blive glade, hvis folk vil holde lidt øje med det og ringe ind, hvis de ser noget grønt væske. Det er et kæmpe område med 2.500 tilsluttede, vi dækker, så det kan være vanskeligt at finde frem til et ledningsbrud. "
Opdager man grøn væske kan Smørum Kraftvarme kontaktes på: 44650871.