Minkavlere maner myter i jorden
Åbent hus og meninger om mink
Siden 1988 har der været mink på Smidsiggård ved Farre, og bestanden er oppe på 2000 tæver, der årligt »leverer« en halv snes tusinde hvalpe, der fødes netop i disse dage og til november bliver til pelse, der sælges via Copenhagen Fur, fortrinsvis til Kina.
"Kuldene kan være af forskelligt størrelse. Gennemsnittet er på 5,5," fortæller Jens Mogensen på Smidsiggård, hvor hans største kuld har været på 14 hvalpe.
Det er i samarbejde med organisationen Danske Pelsdyravlere, han havde åbent hus i søndags, men i princippet er der altid åbent.
Interesserede kan blot henvende sig.
"Vi viser gerne farmen frem og fortæller om vort arbejde til interesserede. Vi har intet at skjule," siger han og berører dermed den underliggende dagsorden.
Han og branchen har i flere år kæmpet med et image, som de finder både forkert og uretfærdigt.
"Vi behandler vore dyr, som vi selv gerne vil have det. Er der et problem, løser vi det," understreger Jens Mogensen.
Han eller hans medarbejdere er dagligt rundt ved alle bure med fodervognen, og er der dyr, der skranter, kommer de med ind i en særlig afdeling, hvor de bliver behandlet.
Er det ikke muligt, bliver de humant aflivet med CO2.
Det gør dyrene i øvrigt også, inden pelsen bliver revet af.
"De billeder, nogen har set af mink, der bliver flået levende, er ikke fra Danmark," siger Jens Mogensen, der i øvrigt ikke selv pelser sine dyr.
Selv har Jens Mogensen ikke været ramt af de aktioner, hvor aktivister lukker mink ud i det fri. Men han har garderet sig med alarmer og overvågning.
Han har ikke meget til overs for Dyrenes Befrielsesfront.
»Dyrenes Skrækfront« kalder han det og påpeger, hvor meget skade både minkene og andre dyr i naturen lider, når mink bliver lukket ud.
Verdens bedste
Danske minkskind regnes for verdens bedste, og det at være minkavler er ikke så ringe endda for tiden.
Danske pelsdyravlere er sammen om verdens største pelsauktion, Copenhagen Fur i Glostrup, hvor der hvert år omsættes omkring 12 mia. kr.
91 procent går til eksport.
Mange gæster
Jens Mogensen og hans familie havde mange gæster søndag.
De blev vist rundt blandt burene og fik et godt indtryk af, hvad der egentlig befinder sig bag de massige betonhegn, der som regel omgiver en minkfarm.
Mange fik en mere nuanceret opfattelse af minkavlen, og især børnene faldt for de små bløde hvalpe, der nyfødte vejer bare otte gram, for så at vokse til 16-1700 gram, når de bliver pelset i november.
I ganske små hold kom gæsterne rundt guidet af Jens Mogensens medarbejdere og kolleger, der detaljeret fortalte om arbejdet og svarede på rigtig mange spørgsmål.
Som den sidste krølle på minkens livshistorie viste buntmager Ole B. Christensen pelse frem.