Fortsæt til indhold

Udsæt dagpengereformen til bedre tider

Samfund
Af Finn Sander Jensen og Kai Høstrup

Er man heldig, slipper man for at blive arbejdsløs og komme på dagpenge. Beløbets størrelse gør det heller ikke attraktivt at ende der. Dels mister man kontakten til arbejdsmarkedet, dels er der kort vej til fattigdom og social deroute for den arbejdsløse og familien. Økonomisk usikkerhed er ikke godt for trivslen i en familie.
Det er sådan i dag, at man kun kan være på dagpenge i 2 år, hvis man har været medlem af en a-kasse i mindst et år og herefter er det kontanthjælp. Denne ydelse beregnes individuelt og vil for mange betyde en indkomst på ingenting.
På landsplan betyder reformen lavere efterspørgsel på varer, faldende boligpriser og butiksdød. En sådan lovgivning påvirker både folk på kontanthjælp og lønmodtagere i beskæftigelse, da sidstnævnte gruppe kan være på kontanthjælp om 2 år og én dag. Hvordan er vi endt i så ugennemtænkt en situation? Den tidligere VK-regering indgik et forlig om en halvering af dagpengeperioden sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Efter regeringsskiftet ville RV ikke ændre holdning til en halvering af dagpengeperioden og et helt års optjeningsperiode. Havde S-SF stemt imod loven, ville regeringen være væltet.
Loven blev gennemført fordi liberale politikere mente, at det kun var når dagpengeperioden nærmede sig sin afslutning, at de arbejdsløse blev reelt arbejdssøgende. Denne antagelse har efterfølgende vist sig at være forkert, da en del ledige allerede er faldet ud af dagpengesystemet og endnu flere er på vej. Eneste virkning af loven har været fattigdom, økonomisk usikkerhed for den arbejdende del af befolkningen og tomme butikscentre.
VKO og De Radikale og har et særligt ansvar for den katastrofe lønmodtagere er havnet i, da de indgik forlig om dagpengereformen. Reformen er vedtaget til en vækstperiode ikke til en krise med 160.000 ledige plus de 60.000 skyggeledige, der er faldet ud af systemet.
I stedet for 1924 timer for at genoptjene forslår vi 26. ugers arbejde svarende til 962 timers arbejde for at have genoptjent kravet til 1 års dagpenge. Der udover skal uddannelse, virksomhedspraktik, jobrotation og løntilskud tælle med som i genoptjening til dagpengeretten.
Indførslen af en dagpengereform med en kun 2-årig dagpengeperiode har vist sig at være et liberalt fejleksperiment. Helt uden respekt for lønmodtagere og deres familier.