Store børn skal læse bedre
Roskilde Kommune tager konsekvensen af utilfredsstillende læseresultater i den årlige kvalitetsrapport
Skole- og Børneudvalget i Roskilde Kommune har bedt forvaltningen om til august at udarbejde et forslag til, hvilke særlige indsatser der skal sættes i gang især med læsning i mellemtrin og overbygningen.
Udvalget har netop behandlet den årlige kvalitetsrapport for folkeskolen, der blandt andet peger på, at læseresultaterne for 6. og 8. klasserne ikke er tilfredsstillende og skal forbedres markant.
"Kvalitetsrapporten konkluderer, at det faglige niveau i Roskilde Kommunes folkeskoler er tilfredsstillende. Samtidig afdækker den områder, hvor vi har udfordringer. Vi har eksempelvis et politisk mål om, at andelen af sikre læsere skal stige på alle klassetrin frem til 2014. Den opgave har skolerne i høj grad løftet i de små klasser, men der er behov for at forbedre læseevnerne i de store klassetrin," siger Mette Truesen, der er formand for Skole- og Børneudvalget.