Fortsæt til indhold

"Kvinder vil blive vrede på mig"

Samfund
Jacob Nielsen

Danmarks kontroversielle terapi-viking, Carl-Mar Møller, er til efteråret klar med en ny bog om kvinder og kærlighedsforhold. Bogen er skrevet på baggrund af Carl-Mars følelsesmæssige erfaringer med fem dybe kærlighedsforhold, otte års erfaring som pædagog, hvor han arbejdede med narkomaner, rockere og grænsepsykotiske børn og unge samt mange år som kroppsyke terapeut.
"I de sidste 40 år er der skrevet mange bøger om kvinder og om kærlighedsforhold, men 95% af bøgerne er skrevet af kvinder eller feminine mænd. Der er ikke skrevet en eneste bog i hele verdenshistorien, som kritiserer kvinder. Angsten for at kritisere det, vi er født ud af, må altså være meget stor - en kollektiv angst," siger Carl-Mar, som mener, at kvinder savner modspil fra manden, og manden er opdraget til ikke at give hende modspil.
"Denne bog er skrevet ud fra mit personlige syn på kærlighedsforhold, og jeg vil overlade det til kvindelige forfattere at skrive et modstykke til den. Da jeg er meget maskulin, vil bogen helt sikkert skabe debat," siger Carl-Mar Møller.
Se også tv-indslag: 25 år med terapi og bar røv

"Min erfaring som terapeut og som menneske fortæller mig, at kvinden ved langt mindre om den mandlige verden, end hun tror, samt at hun har nogle forestillinger, der er meget forvrængede. Når jeg er ude og holde foredrag om den maskuline mands forhold til kærlighed, holder en overraskende stor del af kvinderne fast i, hvordan de tror, at manden er og ikke er. De har meget svært ved at lytte til de nye tanker, som jeg fortæller, hvis de nye tanker ikke harmonerer med, hvordan de tror, tingene hænger sammen. Mange af kvinderne bliver meget vrede, når de finder ud af, at de forgæves har gjort det modsatte af, hvad de skulle have gjort, for at nå manden. Men nogle kvinder, specielt yngre, bliver lettede over at høre de nye tanker, jeg kommer med, fordi der så er håb forude," siger Carl-Mar, som den 18. maj kan fejre 30 års jubilæum som par- og kroppsyketerapeut. Han glæder sig til at få bogen på gaden, selvom han ved, at den vil provokere og give ham mange tæsk.
"Jeg har bestræbt mig på at være ærlig og ikke dække mig ind eller skjule mig for at undgå kritik og ros. Den konkrete form gør bogen let tilgængelig og vil gøre mange vrede, kede af det, bange, glade og begejstrede, og det vil skabe grobund for debat. De mennesker, der afviser og bliver vrede, hver gang de hører nye holdninger, vil selvfølgelig kritisere indholdet. Men det vil være starten på en ny udvikling, når debatten fortsætter," siger han.
Bogen, som får titlen "Kroppsyke terapi, metoder og øvelser" udkommer 11. oktober på Carl-Mars 60-års fødselsdag.