Fortsæt til indhold

"Øhh Mulle, har du koden til netværket?"

Det varer måske ikke længe, før far og mor skal til at spørge deres børnehavebarn til råds om netværk, mus og computerprogrammer

Samfund
Anette Bonde

I juli får Norddjurs Kommune ti nye KidSmart-computere fra IBM til fordeling i ti af kommunens daginstitutioner.
Det kommer sig af, at kommunen siden 2011 har samarbejdet med IBM og Kulturstyrelsen om formidling af KidSmart computere i børnebibliotekerne. KidSmart børnecomputere er specialdesignede til børn, og de udgør en vigtig del af IBMs Program for Samfundsansvar i Danmark. Computerne doneres til skoler, børnehaver, hospitaler, børnehjem og institutioner over hele verden med det formål at skabe en sjov og innovativ tilgang til tidlig indlæring.

Ti computere til Norddjurs

I Norddjurs blev den første KidSmart stillet op i 2011 på Ørum Bibliotek. Kommunen er efterfølgende kommet med blandt otte kommuner i Danmark, der modtager 10 ekstra computere til at fordele på kommunens daginsitutioner.
"På den lange bane er gode IT-færdigheder blevet en helt afgørende forudsætning for et aktivt medborgerskab, og jo tidligere vi kan sætte ind jo bedre. Nu får vi muligheden for at give de allermindste medborgere en chance for tidlig digital indlæring", siger chefen for Norddjurs Biblioteker Peter Hansen.

Klar til brug til september

Det er bibliotekerne, der er tovholdere, og i Norddjurs er børnebibliotekar Anne Marie Skjoldborg projektansvarlig. Hun fortæller, at de institutioner, der er interesseret i en KidSmart, skal melde sig til Norddjurs Biblioteker. De vil få besked senest 17 juni, om hvorvidt de er en af de heldige modtagere.
Norddjurs Biblioteker afholder i slutningen af august en intro om KidSmarten for institutionerne, inden computerne er klar til brug til september.