Når skolegang ændrer sig fra leg og læring til et vågent mareridt
En pårørende fortæller om børn med psykiske udfordringer, der er på overarbejde i skolen og som vælter, når de kommer hjem.
24. april kl. 17 til 21.30 inviterer Bedre Psykiatri Aarhus til temaaftenen ’Hjælp. Mit barn mistrives – en personlig fortælling om forældreskab’, i selskab med Peer Mikkelsen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Peer Mikkelsen er selv både er pårørende og foredragsholder for Pårørende PeerSpektiv.
»Vi glæder os til denne aften, fordi Peer vil give os et indblik i et vigtigt emne, som fylder hos mange forældre, nemlig når skolegang ændre sig fra leg og læring til et vågent mareridt. Det bliver en aften, hvor recovery og håb vil skinne igennem i en situation, der kan være fyldt med afmagt, frustrationer og skam,« siger formand i Bedre Psykiatri Aarhus, Natalie Strandman-Møller, i pressemeddelelsen.
Det bliver en aften, hvor recovery og håb vil skinne igennem i en situation, der kan være fyldt med afmagt, frustrationer og skam.Natalie Strandman-Møller, formand i Bedre Psykiatri Aarhus.
Børn med psykiske sygdomme er ofte på overarbejde, når de er i skolen. Ifølge Peer Mikkelsen, er det oftest først når de kommer hjem i de trygge rammer, at reaktionen kommer, hvorefter barnet ”vælter”, fordi det ikke kan holde til mere.
Samtidig er det svært for lærerne at genkende billedet, fordi de kan have en oplevelse af, at det går godt i skolen. Det gør noget ved forældreskabet, og man kan som forældre komme til at tro, at man er den eneste familie der kæmper med psykisk sygdom, og har et barn der reagerer sådan.
»Det er også derfor, at det har været vigtigt for os med denne temaaften, fordi det som forældre kan være svært at række ud til andre, og fortælle hvad de oplever i hjemmet. Det bliver næsten en ”familie-hemmelighed”, hvis ikke forældre får hjælp til at række ud. Det er befriende som forældre at møde andre forældre, der står i lignende situationer, hvor man sammen kan genfinde håbet,« forklarer Natalie Strandman-Møller, som håber, at aftenen vil inspirere til, hvordan man som familie kan gå fra isolation til fællesskab.
Arrangementet bliver afholdt i Psykiatriens Hus, Auditoriet, Evald Krogs Gade 13A, 8000 Aarhus C.