Racerkører Emma Fløe Weinreich giver drengene baghjul

På gokart-banen kører man 12 minutter ad gangen, og så er der tid til at få lidt luft for kørerne, der kan tage hjelmen af. Det er for det meste en overraskelse for modstanderne, at det er Emmas Fløe Weinreichs lyse lokker, der falder ud af hjelmen på den racerkører, der lige har overhalet dem.

Hendes far var på landsholdet i motorcross, og da han skiftede over til racerbil, kørte hun og hendes søster hver weekend som barn fra barndomshjemmet i Hammel ud på racerbaner i hele landet for at følge deres far.

De to piger kørte rundt i pitten på en firhjulet cross og drak varm kakao og spiste is.

22-årige Emma Fløe Weinreich fik sin første gokart som 13-årig og har ikke kigget sig tilbage lige siden. Det skulle da kun lige være på racerbanen for at orientere sig om, hvor langt hendes konkurrenter er bagud.

Overhalet af en pige

Mens mange af dem, hun plejer at køre med, ikke tænker over det, så falder det ikke altid i god jord, når konkurrenterne finder ud af, at hun er en pige.

Younes Deaibes indrømmer blankt, at han da også ville have svært ved at blive overhalet af en pige. Så gambler man gerne med en diskusprolaps for lige at komme foran igen.

»Det er faktisk tit de der fædre, der lige skal sluge den. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg er blevet råbt møgunge ad og alt sådan noget. Kun fordi, at der er en pige, der overhaler hans søn,« fortæller hun, da vi møder hende en dag sidst på arbejdsdagen som salgstrainee hos Ejner Hessel i Tilst.

Younes Deaibes er godt tilfreds med dagens interviewlokation midt blandt spritnye Mercedes’er. Jeg selv er... mildest talt på udebane, når det kommer til motorsport. Men voksne mænd, der ikke kan tåle, at deres sønner taber til en pige. Det kan jeg da forstå. Eller rettere sagt: Det kan jeg slet ikke forstå.

Er det rigtigt? Et det fædrene, der er værst?

»Ja, det er det! Vi har sådan en varevogn, som vi bruger, når vi skal ud til træning og løb. Den har de spændt øldåser fast på udstødningen på og sprøjtet skum ind i den, sådan at når min far tændte bilen, kunne den brase sammen og alt muligt.«

Altså decideret hærværk? Fordi, du har kørt ræs?

»Ja. Og vundet over deres drenge.«

Hun ryster let på hovedet.

»De er fuldstændigt forskruede, nogle af dem. Jeg tror, det er, fordi det er en virkelig dyr sport. Så når folk bruger så mange penge på det, så tror jeg bare, de bliver mere skøre af det.«

Der vist mig, der er den mest fortørnede her. Emma Fløe Weinreich har vænnet sig til det. Sådan er det bare. Og hun lyser hurtigt op i sit karakteristiske store smil. Der er ingen, der kan tage hendes glæde til biler og motorsport fra hende.

Kunderne kan mærke det

Så hun føler sig også godt tilpas herude på sin arbejdsplads, hvor hun er i lære som bilsælger og hjemmevant går rundt mellem de mange hestekræfter.

»Kan kunderne også godt mærke din interesse og viden om biler?« vil Younes Deaibes gerne vide.

»Ja, det tror jeg. Men der er mange, der lige sådan skal fange det. Jeg har kontoret, der er næsten ved indgangen. Og der er mange, der bare går forbi. Og så når jeg spørger dem, om jeg kan hjælpe med noget, så siger de, at de ”vist lige skal ind og snakke med en af herrerne herinde”.«

Det er ikke sjældent, det sker. Men når kunderne så finder ud af, at hun ikke bare er en receptionist, men faktisk produktansvarlig hos Ejner Hessel i Tilst, så synes de, det er fedt og spørger lidt ekstra nysgerrigt ind til hendes store interesse for biler.

Bedste kvindelige kører

I sporten er der heller ingen fordel ved at have det ene køn frem for det andet. Kvinderne kan køre med lige så stor en motor som mændene. Alligevel er Emma Fløe Weinreich næsten altid den eneste af sit køn – ud over hendes søster.

»Men jeg har lige været i Belgien at træne. Der var vi fem piger ud af 250 kørere,« fortæller hun

Emma Fløe Weinreich ligger efter eget udsagn i top 20 i Europa og er i top fem hvert år i Danmark, bedste placering er en andenplads til Danmarksmesterskabet. Hun er blevet den bedste kvindelige kører i alle år.

»Men der har heller ikke været andre kvinder end mig. Så det er nok ikke så sejt,« griner hun.

En farlig sport

Hun har dog lige været ude fra de store løb en periode på grund af piskesmæld i nakken. En skade, som faktisk er flere år gammel.

»Der er sådan en nakkekrave, som man jo burde køre med. Men til EM var jeg den eneste, der havde den der nakkekrave på. Af de drenge der. Og så var jeg sådan: Jeg skal fandeme heller ikke køre med den nakkekrave. Og så tog jeg den af, og så gik det galt... Så det var lidt dumt.«

Sådan har vi vist alle gamblet lidt med sikkerheden for at fremstå mere cool. Altså hvem kan sige sig fri for, ikke at have taget cykelhjelmen af, så snart man var ude af forældrenes synsfelt, dengang i folkeskolen, hvor det ikke var sejt længere at køre med cykelhjelm?

Jeg synes dog, at det lyder som en ret farlig ting at køre ræs. Men faren har aldrig fyldt noget for Emma Fløe Weinreich. Heller ikke for familien.

»Men jeg måtte ikke køre motocross, for det havde min far kørt. Det måtte jeg ikke, fordi det var for farligt. Men gokart og bil, det måtte jeg godt. Min mor kan slet ikke holde til at se starterne, så der går hun altid væk. Men nej, jeg tror faktisk heller ikke, de er så bekymrede.«

Familien kalder hun en »rigtig racerfamilie« og har altid været meget støttende. Og det er da også dem, der først dukker op i hendes tanker, da vi spørger hende om hun har haft nogle voksne i sit liv med stor betydning.

Hestekræfter giver status

Men faktisk har hun egentlig ikke ladet andre have en stor styring over hendes liv og hendes interesser. Det har ikke generet hende, at hendes interesse for biler er lidt... off... i forhold til hvad normale teenagepiger interesserer sig for.

Hvad er det ved biler, der fanger dig?

»Altså biler har jo en eller anden form for status. Det er lækkert. Og så også, hvordan de er opbygget, og hvad de kan, når de siger noget. En fed lyd og alt det. På mit arbejde synes jeg, at det er spændende at finde en bil, der passer kundens behov og guide kunden igennem det. Så der er mange forskellige ting.«

Younes Deaibes bryder ind – han er også selv ret glad for biler.

»Hvad er din drømmebil?«

»En Mercedes G63. Det er en rigtig opmærksomhedskrævende bil. Så når den kører ud på vejen, siger den, ”flyt dig” til alle de andre, og så synes jeg, den er fed.«

Der bliver namedroppet en masse biler, og det er ret tydeligt at fornemme, hvordan Emma Fløe Weinreichs energi vokser, når hun får lov at tale nørdet om bilerne. De højlydte, de dyre, dem med store benzinmotorer.

Benzin skal der til

Som hun selv siger, så er det lidt en »fy-fy interesse at fyre brændstof af for sjov«, og på grund af miljøregler, må hun også kun træne på gokart-banen i Ikast højst to gange om ugen.

Selvom der er kommet el-gokarts og e-formel1, så er det »bare ikke det samme«.

»Der skal benzin til!« istemmer Younes Deaibes.

»Ja, det skal der altså,« siger Emma Fløe Weinreich.

Hvad er forskellen?

»Det er følingen, det er lugten, det er lyden... Nu har jeg ikke selv prøvet en el-gokart, men jeg har hørt dem, og det er simpelthen det mærkeligste, jeg nogensinde har set. Og de er så tunge, at man ikke kan løfte dem. Men altså, de udvikler det jo sikkert hele tiden. Men på et eller andet tidspunkt så er det da nok slut med benzin og alt andet«

Hun indrømmer dog, at de nye personbiler på el godt kan noget. Men motorsporten... Den må godt køre på brændstof lidt endnu.

»Når jeg er gammel, så kan de lave det om,« griner hun.

Drømmer om Le Mans

Hvad var egentlig den gnist, der gjorde, at interessen for motorsport virkelig blev tændt for dig?

»Jeg tror, det var at se min far køre race. Så ville jeg også gerne være sådan en sej racerkører. Og så havde man jo også set Formel 1 og alt muligt. Ikke, at jeg skal i Formel 1, det når jeg aldrig. Men altså, de var jo bare mega seje. Så man gad godt selv at være sådan en racerkører.«

Det når du aldrig, siger du. Men hvis man må drømme rimelig højt...

»Det drømmer jeg faktisk slet ikke om. Det er for sent nu. Men Le Mans og sådan noget, det kan man godt nå. Så det gad jeg godt.«

Hvad gav dig gejsten til at blive ved med at køre?

»Altså, der har virkelig været nogle nedture i den her sport med alle de nederen drengefædre og sådan. Så jeg tror bare, man gider heller ikke stoppe. Fordi så føler jeg lidt, at de har vundet ved at lave alt det her lort mod mig. Så jeg tror også, det er det, der gør lidt, at man fortsætter. Og så er det bare... Der er jo ikke så mange piger, så man vil jo også godt bevise over for andre piger, at det er faktisk okay at gå til sådan noget her. Og at piger også godt kan følge med drengene. Med en motor på.«

Hvis vi kommer tilbage om ti år, hvad laver du så?

»Så er jeg nok stadigvæk i fuld gang med at køre racerbil. Og så tror jeg faktisk stadigvæk, jeg sidder her ved Ejner Hessel... Ja, det vil jeg gerne.«

Kører du Le Mans til den tid? Spørger Younes Deaibes.

»Ja,« svarer Emma Fløe Weinreich selvsikkert.