Fortsæt til indhold

Få den fascinerende historie om Nordens guld

Ravforsker vil i et foredrag afdække ravets dybeste hemmeligheder og give gode råd til jagten på de smukke klumper.

Samfund
gs

Syddjurs Folkeuniversitet inviterer torsdag 20. april kl. 19-21 til et foredrag om Nordens guld.

Anders Leth Damgaard, der er ravforsker og formand for Den Danske Ravklub, vil afdække ravets dybeste hemmeligheder og give gode råd til jagten på disse forunderligt smukke klumper, der kan dukke op af jorden eller gemme sig under en tot tang på stranden. Nordens guld, som det kaldes, fordi det ud over at være højt værdsat som smykke også var en betydningsfuld handelsvare.

Magi på stranden

Vi kender alle den næsten andægtige følelse, man får, når man er heldig og står med et undseligt stykke rav fundet på stranden. Det er magisk. Et sjældent og højt værdsat materiale gennem tiden. Moderne sporingsteknologi har afsløret, at europæisk rav især kom fra Danmark og det baltiske område.

I dag studerer evolutionsforskere ravet og dets indhold af forstenede insekter og smådyr indkapslet i harpiksdråben for millioner af år siden. Foredragsholderen selv har allerede fundet over 40 nye insektarter i ravklumper. Han har i denne forbindelse samarbejdet med forsknings- og formidlingsinstitutioner som Statens Naturhistoriske Museum, Geocenter Møns Klint og Natural History Museum i London.

Kom og få den fascinerende historie om ravet og historierne det gemmer. Men kom også og se rav i alle mulige afskygninger.

Få mere information og tilmeld direkte via www.syddjurs-folkeuniversitet.dk.