Hammels butikker fyldes med kunst og smagsprøver
I handelsstandsforeningen i Hammel ryster man posen og prøver et nyt koncept af med kunst i butikkerne.
Hammel Handel søsætter 28. april en ny event under titlen ’Se og smag i Hammel’.
Kort sagt går det ud på, at lokale kunstnere udstiller i 18 butikker mellem klokken 17-21. Mange forretninger vil desuden diske op med smagsprøver på enten vådt eller tørt.
Ud over udstillede værker vil man eksempelvis kunne opleve en keramiker, som drejer ler hos Knold og Krave, og en kunstner, som maler et maleri hos Hammel Guld Sølv og Ure, foruden noget dans i Tema Centret.
»Det er meget forskelligt, hvad man vil kunne se og smage, så jeg tror, at det bliver en rigtig god aften – jeg har store forventninger i hvert fald,« siger Ina Thrane Grove, som ejer Knold og Krave og sidder i Hammel Handels event-gruppe.
I den seks mand store event-gruppe er også Claus Leth Pedersen, som ejer Hammel Guld Sølv og Ure – han fortsætter:
»Vi laver et kort, hvor man kan se, hvad man kan møde i hvilke butikker – så kan man også huske, hvad man så de enkelte steder, hvis nu man falder for et eller andet,« siger han.
Aftenens kunstnere er fundet gennem netværk.
»Sådan en optiker kender jo gud og hver mand,« siger Claus Leth Pedersen med et smil – han hentyder til Hammel Handels formand, Lise Reese.
»Mange af os kender jo nogle, som går og sysler med et eller andet – og hvis ikke det har været tilfældet, så har vi matchet butikker med kunstnere.«
Et voksent arrangement
De kalder det et rent win/win-arrangement: Der bliver skabt gode relationer, kunstnerne får et udstillingsvindue, og butikkerne får folk hevet ind – det er da i hvert fald forhåbningen.
»Vi håber, at vi med noget nyt og spændende kan trække et anderledes publikum til byen. Og måske kommer folk ind i nogle forretninger, som de ikke er vant til. Men dagen her handler ikke om at skulle sælge. Det handler mere om en spændende oplevelse,« siger Claus Leth Pedersen.
»Ja, man kan opleve, hvad det lokale kan. Og Hammel kan meget. Det er en nem måde at få den lokale kunst serveret,« fortsætter Ina Thrane Grove, som tilføjer:
»Det er meget bevidst, at det her arrangement taler mere til de voksne, for vi har så tit arrangementer for børn. Nu synes vi, at det var de voksnes tur. Så kan man mødes med sin nabo, og snupper man en smagsprøve hvert sted, kan man følges sammen hjem med en lille brandert på,« siger hun med et glimt i øjet.