Efterskoleelever gør gode gerninger
28. april melder eleverne fra Rønde Efterskole sig under fanerne i en god sags tjeneste og står klar til at hjælpe med praktiske opgaver.
Eleverne fra Rønde Efterskole indtager bybilledet igen i år. Fredag 28. april stopper efterskolen al undervisning fra kl. 8-11.45 og indtager Rønde by i en god sags tjeneste.
Eleverne tilbyder nemlig deres arbejdskraft til alle, der har lyst til at få besøg eller har brug for en hjælpende hånd i Rønde og omegn. De hjælper til med alverdens ting som at male, slå græs eller noget helt tredje. Det er helt gratis, og eleverne oplever glæden ved at hjælpe andre og møder en masse mennesker.
Hæver blikket
For efterskoleforstander Søren Sinnbeck handler det om at hjælpe eleverne til at hæve blikket og se ud over sig selv.
»Formålet er først og fremmest at gøre en god gerning, fordi den er god, og fordi det rækker ud over én selv. Derudover kan vi helt konkret vise eleverne, at man får overskud af at udvise overskud, og at det at gøre noget for andre giver noget tilbage til os selv. Vores erfaring viser, at selv en lille gerning kan udløse stor glæde og taknemmelighed, og det synes vi er en dimension, vi gerne vil give dem med på vejen,« siger Søren Sinnbeck i en pressemeddelelse.
Projektet blev første gang gennemført sidste år og var så stor en succes, at det blev besluttet at gentage det.
Vil du have hjælp til at slå din græsplæne, male dit stakit eller gå ud med skraldet? Så kan du finde henvende dig med de opgaver, du gerne vil have løst gennem et link på lokale facebookgrupper for Rønde. Tag godt imod eleverne, hvis du møder dem i bybilledet, lyder opfordringen fra skolen.