Stor tilslutning til kaffebord i Tirstrup
Lørdag 1. april 2023 afholdt Lions Mols sit traditionelle kaffebord i Tirstrup Hallen. Alle pensionister bosiddende i gamle Ebeltoft kommune var inviteret.
»Vi var jo lidt spændte på hvor mange der ville tilmelde sig, her efter corona m.m. Det viste sig heldigvis at mange havde taget imod tilbuddet,« siger Egon Madsen fra Lions Mols.
Alt i alt var der samlet små 200 mennesker i Tirstrup Hallen. I de gode gamle dage kunne der samles helt op til 350 mennesker, men sammenlignet med sidste år, var det et pænt fremmøde.
»Det ser ud til, at folk igen har mod på at komme ud og samles om et kaffebord.«
Ebeltoft Harmonika Klub underholdt en god halv time, herefter serveredes der kaffe og lagkage - præcis som det sig hør og bør. Efter sulten var stillet , overtog de populære ’Kisser og Søren’ scenen den næste times tid.
»Det viste sig også at være særdeles populært underholdning som sædvanligt.«
Herefter underholdt Ebeltoft Harmonika Klub den sidste halve time, og festen sluttede kl. 17.00
»Vi håber, at alle hyggede sig og gik mætte hjem, og vi vil gerne sige tak for hjælpen til alle, der bidrog til, at det hele lykkedes« afslutter Egon Madsen.
Pengene til arrangementet har Lions Mols samlet ind via salg af julemærker og lodsedler i december.