Fortsæt til indhold

Historien om danskerne på Pampaen

Sognepræst Erik Dybdal Møller fortæller et stykke dansk udvandringshistorie i Thorsager Præstegårdslade

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Næsten 13.000 danskere udvandrede til Argentina fra midten af 1800-tallet og frem til 1930, og omkring halvdelen slog rødder der. Argentina er det oversøiske land, der efter USA og Canada har modtaget flest danskere. Fire ud af ti tog hjem til fædrelandet igen.
Den dansk-argentinske udvandringshistorie var netop en af grundene til, at det danske mindretal i Argentina fik særstatus i den seneste udlændingelovpakke vedtaget i Folketinget i 2010.
En argentiner med danske rødder kan lettere få permanent opholdstilladelse i Danmark end en indvandrer, der er vokset op her i landet.
De kan få permanet opholdstilladelse uden at have været i Danmark i fire år, uden at have skrevet under på en integrationserklæring, - og selvom de har fået offentlige ydelser efter lov om socialhjælp inden for de sidste tre år. Altsammen ufravigelige krav for andre indvandrere.

Sognepræst Erik Dybvad Møller, født i Argentina i 1954, fortæller et stykke dansk udvandringshistorie kommende tirsdag i Thorsager Præstegårdslade.

Hvad er en immigrant?

Sognepræst Erik Dybdal Møller er født i 1954 i Argentina af danske forældre. Han er i dag sognepræst ved Sct. Pauls kirke i Århus.og forfatter til bogen "Danskere som indvandrere", som er en fortælling om mennesket som immigrant.
Hvad sker der med mennesker, som forlader det kendte for at søge lykken ude i den store verden?
I bogen stiller han spørgsmålet: Hvad er en immigrant? – og forsøger at finde svaret ved at undersøge den danske udvandringshistorie til Argentina.
Han uddyber temaerne ved et eftermiddagsarrangement i Thorsager Præstegårdslade tirsdag 19. februar klokken 14.30.