Ny familie i Rønde samler ind til Ukraine: »Det tog bare lige pludselig overhånd«
Siden krigen brød ud, har de sendt flere biler og fem lastbiler af sted med nødhjælp. I påsken flyttede familien til Rønde
»Uh, her er lidt koldt, men så er det jo godt, vi kan arbejde os til varmen,« siger en af de frivillige hjælpere, inden hun tager fat på at sortere indholdet i en gennemsigtig plasticsæk. Hun hiver et stykke tøj op, lægger det i kassen med skiltet babytøj, inden hun stikker hænderne ned i posen igen.
Bag hende og de ti andre frivillige ligger et bjerg af poser magen til. Rundt omkring i lagerhallen på Åstrupvej i Grenaa står meterhøje stakke af papkasser fyldt med værnemidler, mad, bleer, dyner og tøj. I hjørnet står ikke færre end 28 paller vådservietter.
»Det hele har vi samlet ind siden februar,« fortæller Lone Larsen, som sammen med sin datter Johanne og sin mand Peter Rasmussen driver foreningen Together For You. Denne onsdag formiddag gør de klar til at sende endnu en lastbil afsted til Ukraine, og de får hjælp af ansatte fra firmaet EG. En IT-virksomhed med flere afdelinger over hele landet, hvor medarbejderne hvert år tager en dag ud af kalenderen for at lave frivilligt arbejde.
»Ja, det er jo ikke lige normaltvist det her tøj, jeg tager på arbejde i,« griner Hans Jørgen Hetebrügge og peger ned ad sine arbejdsbukser. Sammen med ni kolleger, hvoraf halvdelen har taget turen helt fra Sjælland, har de besluttet sig for, at i år skulle hjælpen gå til Together For You.
»Vi ville gerne lave noget til gavn for Ukraine i år, og så dukkede den her forening op. De gør et kæmpe stykke arbejde, så det giver mening for os at hjælpe her. Og så får vi en god kollegial dag ud af det, væk fra kontoret. Det skal nok blive godt,« siger han, inden han griber fat om en palleløfter og kører papkasser ud mod indgangen.
Imens dirigerer Johanne Larsen de frivillige.
»Vi skal have lavet en palle med kasser til soldaterne ved fronten. Der skal dåsemad, kopnudler, myslibarer og proteindrikke og lignende i. Ting, de hurtigt lige kan spise eller tilberede nemt. Det vil sige ingen mel eller havregryn eller sådan noget.«
Det tog overhånd
Nogle i Rønde og omegn kender måske allerede til familien Larsen/Rasmussen fra det årlige retromarked i Rønde Idrætscenter, hvor de både i år og sidste år samlede ind til Ukraine. Nu er der dog chance for at se de tre oftere i bybilledet, da de i påsken flyttede fra deres hjem i Højbjerg til Århusvej i Rønde.
»Jeg ville gerne væk fra storbyen og har altid drømt om at bo på Djursland. Rønde er en helt fantastisk by, der har det hele, så det er simpelthen så skønt, at vi nu bor her.«
Samtidig er både Lone Larsen og Peter Rasmussen dybt involveret i motorsport og er kendte ansigter på Ring Djursland.
Flytningen fra Højbjerg til Rønde ændrer dog ikke på omfanget af foreningens arbejde. Et arbejde, som fik sin spæde start den aften i februar sidste år, hvor familien, som så mange andre over hele verden, sad og så Ruslands invasion af Ukraine.
»Vi har i flere år arbejdet med at hjælpe forældreløse børn i Kenya, men det her ramte os bare på en helt anden måde. Det var lige som tættere på. Samtidig er ukrainerne helt afhængige af, at andre hjælper dem, så vi spurgte os selv, hvad vi selv kunne gøre, og så gik vi bare i gang,« siger Johanne Larsen.
Allerede en måned efter sendte familien den første lastbil af sted, blandt andet ved hjælp af det, de samlede ind på retromarkedet i idrætscentret. I efteråret dannede de foreningen Together For You, og de har etableret et samarbejde med den internationale MAD foundation, som via sin indsats Safe Drop samler og distribuerer kæmpe mængder nødhjælp i Ukraine samlet ind i flere forskellige europæiske lande.
»Det hele tog bare ret hurtigt overhånd, og vi bruger meget tid på det. Men det giver så meget mening for os. Vi har også selv været i Ukraine fire gange, og vi kører derned igen i denne uge. Det motiverer virkelig at se glæden hos dem, der får nogle af de ting, de behøver for at overleve,« forklarer Johanne Larsen.
Hvis man vil støtte Together For You, kan man se hvordan på foreningens Facebookside. Det kan både være i form af donationer, indsamlinger, økonomisk støtte, hjælp til pakning af lastbiler og at køre en bil med nødhjælp ned til Ukraines grænse.