Fortsæt til indhold

Borgerlisten Syddjurs vil det hele

Med tilgangen af den konservative Tommy Bøgehøj og socialdemokraten Ninna Thomsen vejrer Borgerlisten Syddjurs morgenluft før årsmøde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Det politiske opbrud i Syddjurs har betydet, at Borgerlisten Syddjurs er gået fra et til tre mandater i Syddjurs.
Nærmest hen over natten er det lykkedes for Borgerlisten at få den den detroniserede socialdemokrat Ninna Thomsen hevet over i folden, og lidt senere tog den konservative Tommy Bøgehøj springet, fordi han ikke længere kunne se sig selv i en konservativ sammenhæng med et svagt og nærmest ikke eksisterende bagland.
Tilgangen har betydet, at tidligere borgmester i Ebeltoft, Jørgen Brøgger, der solo har tegnet Borgerlisten siden kommunens start, har fået mod på at fortsætte i lokalpolitik. Han havde ellers bekendtgjort, at han var ved at synge på sidste vers politisk.

Årsmøde i lufthavnen

De nye politiske transfers i januar-vinduet har givet grobund for optimisme hos Borgerlisten forud for kommunalvalget i november.

Listen holder årsmøde i i Aarhus Lufthavn i Tirstrup 19. marts, hvor direktør for Aarhus Lufthavn, Ole Paaske, indleder med et indlæg om lufthavnens aktuelle situation og strategier for fremtiden.

Meget mere end Ebeltoft

For Borgerlisten handler det først og fremmest om at kunne overbevise vælgerne om, at den er andet og mere end en Ebeltoft-foreteelse. De tre nuværende byrådskandidater har alle deres rod i Ebeltoft, men Borgerlisten har et erklæret ønske om at række ud til hele Syddjurs Kommune.
Borgerlisten vil kort og godt det hele, lyder buskabet, og derfor sender listen også en kraftig appel til borgerne i de andre egne af kommunen om at dukke op på årsmødet for at give deres besyv med.

Fakta: Historik

Borgerlisten Syddjurs blev dannet i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007 og valget til den nye kommune.
Borgerlisten Syddjurs bygger på – eller er en "sammenlægning af" – Borgerlisterne i de fire tidligere kommuner, der blev sammenlagt til Syddjurs Kommune.
Borgerlisterne i de fire tidligere kommuner var forskellige, men byggede alle på det samme princip om parti-uafhængighed og størst mulig grad af nærdemokrati og borgerindflydelse.
Borgerlistens Koordinationsudvalg består af følgende:

  • Ole Brus Sørensen, Knebel
  • Klaus Bertram Mikkelsen, Rønde
  • Jens Søgård, Ebeltoft
  • Marianne Hansen, Ebeltoft
  • Margit Røgind, Ebeltoft
  • Christian Brøgger, Ebeltoft
  • Birthe Moe Laursen, Hornslet
  • Axel Hempel Andersen, Ebeltoft
  • Søren Høg, Ebeltoft