Flyvske sangere med hang til skæve rytmer
Zesong Koret fra Norddjurs fejrer 20 års jubilæum med familiekoncert med verdensmusik søndag eftermiddag på Glesborg Skole
Der bliver sunget alt andet end klassisk kormusik og danske sange, når Zesong Koret hver tirsdag aften øver sig på Glesborg Skole.
Koret er nemlig båret af en interesse for verdensmusik og repertoiret består da også væsentligst af sange fra Afrika, Balkan og Østeuropa, Haiti og Sverige.
”Vi synger de sange vi brænder for og alt efter korets sammensætning kommer der sange til fra forskellige egne af verden,” fortæller korets stifter og dirigent gennem alle tyve år, Christien v.d. Hoeven fra Emmelev.
Hun har samlet sangglade mænd og kvinder fra især Norddjursland i koret, men det består af mange flyvske mennesker med udlængsel, så der er kommet mange nye impulser til koret gennem årene.
”Vores navn Zesong udspringer faktisk af ”sæson”, fordi korets medlemmer rejser så meget, at de er af og på en sæson ad gangen,” siger Christien v.d. Hoeven, som selv kommer fra Holland og har boet i Danmark siden 1981.
Skæve taktarter
Koret har eksisteret siden 1993, da det opstod som et projektkor i amtsligt regi i sammenspil med verdensmusikkvintetten Tintyana med blandt andet Jens Klüver og Søren Frieboe i besætningen.
”Det blev til et par optrædender på Mejlgaard Slotskro, og det var så sjovt, at der var basis for et fast kor,” fortæller Christien v.d. Hoeven.
Senere sang hun selv bulgarske sange i Sedjankakoret under ledelse af Michael Deltchev og bragte på den måde de bulgarske sange og de skæve taktarter fra Makedonien på Balkan med ind i Zesongkoret.
Mange djurslændinge har rejst meget i både Øst- og Vestafrika, og derfor er også afrikanske sange en fast del af korets repertoire.
”Vi har sammen været på to turnéer til Spanien, til Skåne og på Anholt,” fortæller Christien v.d. Hoeven.
Bruger stemmen naturligt
I Zesong Koret synges der af ren lyst og koret bliver ikke skolet i klassisk sangteknik.
”Verdensmusik er folkesang og det passer med at vi bruger vores stemmer naturligt i det der hedder fuldregistersang,” fortæller Christian v.d. Hoeven.
Omkring 50 medlemmer har gennem årene sunget i koret, som i dag har 24 sangere.
”Vi håber at se mange af vores tidligere medlemmer til vores jubilæumsarrangement søndag på Glesborg Skole. Vi vil både optræde og synge sammen,” siger Christien v.d. Hoeven.
Ved særlige lejligheder ledsages Zesong Koret af en spillegruppe fra Nørager med Anette Møs. Mogens Buus, Ingeborg Andreasen og Henning Andersen på instrumenterne. Musikanterne vil også medvirke ved jubilæumsarrangementet, som især er tiltænkt tidligere kormedlemmer, familie og venner, men korinteresserede er velkomne til koncerten kl. 15-17.