Museumsinspektør og arkæolog takker af
Arkæologen Niels Axel Boas efter en livslang indsats med at undersøge og vare spor efter fortiden på Djursland
I begyndelsen 1960'erne gik en ung gymnasieelev søgende rundt med bukket nakke og graveske i alle de arkæologiske udgravninger, han kunne opstøve.
Engagementet og passionen for fortidens mange minder var ikke til at tage fejl af dengang og er det stadig ikke; museumsinspektør og arkæolog ved Museum Østjylland i Grenaa, Niels Axel Boas har gennem 50 år lagt arbejdsindsats, sjæl og dygtighed i sit arbejde.
Og nydt hver dag.
Farvel til årtiers tro tjeneste
Men nu er tiden kommet til at takke af og begynde et nyt, aktivt liv som pensionist. Museum Østjylland må derfor vinke farvel til Niels Axel Boas og sige tak for mange årtiers tro tjeneste.
Et af Niels Axel Boas' professionelle højdepunkter var, da han som ung arkæolog i slutningen af 1970'erne som den første i Danmark fandt og udgravede de første store huse fra ældre bronzealder.
Siden da er mange, store bronzealderhuse fundet rundt om i landet.
De otte Dystrup sværd
En anden milepæl i Niels Axels Boas' professionelle liv var det bemærkelsesværdige fund af de otte Dystrup-sværd i 1993.
Faktisk var det Niels Axel Boas' hustru, museumsinspektør Lisbeth Wincentz, der som den første havde været ude ved findestedet efter nogle børn havde fundet et sværdskaft.
Derefter stod Niels Axel Boas i spidsen for udgravningen af det store bronzealderfund, der har fascineret historisk interesserede både inden for og uden for landets grænser.
Niels Axel Boas takker af med udgangen af marts måned.