"Til rådighed for fuld skrue"
Venstres borgmesterkandidat lover Per Dalgaard, at han er klar til at gå til opgaven med fuld energi, hvis det skulle ende med ham i borgmesterstolen
Venstres Claus Wistoft har ingen problemer med, at Dansk Folkepartis Per Dalgaard stiller spørgsmålstegn ved hans vilje til at investere den fornødne tid til jobbet som borgmester, hvis kommunalvalget skulle mage det således, at det bliver Venstre, der løber med palmerne og detroniserer nuværende borgmester Kirstine Bille (SF).
"Først skal Venstres medlemmer jo vælge mig til borgmesterkandidat," noterer Wistoft beskedent.
Venstres opstillingsmøde er programsat til 10. april.
Til gavn for Syddjurs
Ingen kan forestille sig, at der i 12. time bliver stillet spørgsmålstegn ved Wistofts borgmesterkandidatur i Venstre, så denne pot er hurtigt ude. Så spørgsmålet er reelt, om Claus Wistoft kan svare bekræftende på Dalgaards spørgsmål.
"Hvis det sker, og et flertal i det nye byråd vil pege på mig som borgmester, vil jeg med stor ydmyghed gå til opgaven med fuld energi og arbejdstid," fastslår Wistoft, der ikke lægger skjul på, at han har mange aktiviteter i sin forretning med tilføjelsen: "også mange netværk som vil kunne være til gavn også for Syddjurs Kommune."
Fuld power
Claus Wistoft, der tidligere har været kommunalbestyrelsesmedlem i Norddjurs, understreger, at hans forretning i dag er skruet sammen på en måde, så alle aktiviteter ret nemt kan frigøre ham for daglig kontakt ved at lave en anden organisering
"Så ja, Per Dalgaard, jeg er til rådighed for fuld skrue, hvis det er mig, der ender med at blive borgmester."
Wistoft minder om det gamle ordsprog: "at skal man have noget gjort - skal man gå til nogen, der har hænderne fulde"
"Det er der noget om," funderer han.