"Nu skal det være"
Jesper Hansen vil gribe chancen, når landsholdet skal spille mod Tjekkiet og Bulgarien senere på ugen
"Jeg føler, at jeg er med på landsholdet for alvor denne gang, og chancen for at spille har aldrig været større", lyder det fra FC Nordsjællands målmand Jesper Hansen
Nicolai Stokholm, Jores Okore og Jesper Hansen kunne efter snevejret i Aalborg og den afbrudte kamp mod AaB tage direkte hjem for at pakke sydfrugterne til landsholdets træningslejr i Spanien forud for de to vigtige VM-kvalifikationskampe ude mod Tjekkiet på fredag og tirsdag hjemme i Parken mod Bulgarien.
Alle tre FCN-spillere i truppen har god grund til at tro på spilletid denne gang, og måske kan de endda være på banen samtidigt i Tjekkiet.
Målmand Jesper Hansen har været med omkring landsholdet flere gange, men han har stadig sin debut på A-landsholdet til gode.
"Denne gang føler jeg, at jeg er med for alvor på landsholdet, mens det nogle af de tidligere gange har været lidt på afbud. Chancen for spilletid har nok aldrig været større, og jeg vil gøre alt for at gribe chancen. Jeg har leveret godt på Ligalandsholdet, og jeg er kommet godt i gang med forårssæsonen, så det gælder om at gribe muligheden nu, hvor der ikke er nogen oplagt førstekeeper", siger Jesper Hansen.
Jesper Hansen fik tidligere på året overrakt Tipsbladets 'Det gyldne bur', der er den absolut fornemste anerkendelse til en målmand i danske fodbold. Kåringen foregår nemlig på basis af stemmer fra alle målmandskollegerne.
"Det gyldne bur er en pris, som jeg er meget stolt af og har drømt om at få. Det er et virkelig fornemt selskab at komme med i. Vi havde en forrygende sæson i FC Nordsjælland, og der var meget fokus på mig i Champions League, hvor jeg fik vist, at jeg kan levere under pres", siger FCN-keeperen.