Se tele-millionærs vilde luksuslejlighed
Når man har solgt et teleselskab for 313 mio. kr., så køber man selvfølgelig en fed lejlighed.
Iværksætteren Morten Strunge blev mangemillionær som blot 25-årig, da TDC i maj 2011 smed 313 mio. kr. på bordet og opkøbte Onfone, som Strunge fem år tidligere havde stiftet.
Og den nyslåede millionær var hurtigt ude og bruge af sine mange penge.
Blot to uger efter salget valgte han at investere 6,5 mio. kr. i en luksuslejlighed i det indre København, og måske er han endnu engang på vej til at gøre en guldrandet handel.
Morten Strunge har nemlig valgt at sætte lejligheden til salg for otte mio. kr. og kan således høste en pæn gevinst, hvis det skulle lykkes at få solgt til udbudsprisen, skriver boligsiden Boliga.dk.
Det er liebhavermægleren Kristian Lützau, der står for salget af den gennemistandsatte 213 kvadratmeter store lejlighed i to plan, som blandt andet byder på 50 kvadratmeter stue med fritlagte bjælker og ovenlys og udgang til privat tagterrasse.
Projektlejlighed helt i top
Selvom lejligheden er i den dyre pris-ende, er den dog stadig langt fra de allerdyreste boliger i hovedstaden.
Der er i øjeblikket 32 lejligheder til salg med en udbudspris på over otte mio. kr., og helt i toppen af listen finder man en lejlighed på Strandgade på Christianshavn, der koster 17 mio. kr.
Her skal man dog vente med at flytte ind til 2014, da lejlighederne, som ligger på Krøyers Plads et stenkast fra restaurant Noma, endnu ikke er opført.
Se Morten Strunges lejlighed her
Se den dyreste lejlighed i København pt her