Fortsæt til indhold

Hvad når/hvis sundet bliver gendannet?

Stort fremmøde til Kolindsunds Venners Kolindsund-aften med Morten DD

Samfund
Af Anette Bonde

Naturvejleder og tv-vært Morten DD Hansen var oplægsholder i forbindelse med foreningen Kolindsunds Venners generalforsamling forleden.
Godt 50 personer mødte op, og de fik af naturvejlederen en beretning om, hvad det vil betyde for naturen og livet omkring Kolindsund, når og hvis sundet bliver gendannet.

Á la Vejlerne

Morten DD sidestillede et omdannet Kolindsund med Vejlerne i Nordjylland. Djursland ville kunne få havørn, sort sol, vadefugle, rovfugle, sjældne ugler med mere.
"Det kommer næsten af sig selv, når pumperne slukkes", sagde han.
Udsfordringen bliver så efterfølgende at indtænke "stor natur" med en biodiversitet, der omfatter et rigt insektliv og tiltrækker eksempelvis fugle, der lever af insekter. Det forudsætter for eksempel masser af køer, der afgræsser engarealerne omkring den gendannede sø. Men ingen stikmyg, da disse ville blive spist af fiskene og ikke bryder sig om åbent vand i større mængder.

Gik hjem efter Morten DD

Efter Morten DD's gik nogle af tilhørerne hjem, mens resten fortsatte med Kolindsunds Venners generalforsamling. Den nye bestyrelse består nu af Jesper Nielsen, Hardy Vinter, Henrik Vinther, Erik Bjørn Olsen og Thøger Pauli. Steen Ankersen og Mogens Rosengaard er suppleanter.
Bestyrelsen konstituerer sig på næste møde. Der lægges ud med en bustur til Fiil Sø 20. april med afgang fra Kolind Station med rundvisning af naturvejleder Merete Vigen.
Dernæst skal der planlægges arrangementer i forbindelse med kommunalvalget senere på året.

Et travlt år

Formanden Jesper Nielsen nævnte i sin beretning det store projekt, der har været afviklet sammen med Arkitektskolen Aarhus og professor Kelly Shannon og arkitekterne fra Katholieke Universiteit Leuven. Der blev holdt en del foredrag, afholdt en workshop og udgivet et tillæg til den almindelige Kolindsund-avis. Det hele kulminerede med udstillingen "Kolindsund", der først blev vist på Kulturhuset Pavillonen i Grenaa og siden på rådhuset i Ebeltoft. Formanden måtte fremlægge, at medlemstallet har været dalende, delvist på grund af privat travlhed i efteråret, hvor foreningsaktiviteterne var på et noget lavere niveau end sædvanligt.
Forude venter udgivelsen af en e-bog og et temahæfte op til kommunalvalget. Endvidere arbejdes der på at få kontakt direkte ind i regeringen via den lokale folketingsmand Leif Lahn Jensen.