Fortsæt til indhold

Den fede dame har ikke sunget endnu

Nørre Djurs HKs håndboldherrer kan endnu nå at redde livet i 3. division, men det kræver en sejr over TMS i sidste spillerunde og samtidig skal VRI tabe til Viby IF

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Lørdag eftermiddag tabte Nørre Djurs HKs håndboldherrer i 3. division med hele 28-19 (14-12) til Søften GF/HOG i Præstemarkshallen i Søften efter en skuffende præstation, især efter pausen, hvor holdet kun formåede at lave 7 mål.
Derfor lå det ligesom i kortene, at VRI med en sejr over JAI i søndagens kamp på udebane, ville give Nørre Djurs HK dødsdødet og efterlade Glesborg-klubben definitivt under nedrykningsstregen.
De Jyske Akademikere ville det imidlertid anderledes og vandt hjemme i Annekshallen med 25-23.
Dermed bliver sidste spillerunde afgørende for, om det bliver VRI eller Nørre Djurs HK som rykker direkte ned i Jyllandsserien. Uasnset hvem det bliver, er nedrykningsspøgelset endnu ikke afværget, fordi den bedst placerede af de to klubber skal ud i et nedrykningsslutspil over to kampe, før sæsonen er forbi.
Allerede torsdag 21. marts møder VRI på hjemmebane rækkens nummer 3, Viby, der er sikker på at slutte på tredjepladsen uanset resultatet. Denne kamp spilles klokken 19.55.
Nørre Djurs HK spiller først kommende søndag aften hjemme i "hulen" mod Todbjerg-Mejlby/Skødstrup (TMS) med den tidligere V-rådmand i Aarhus Kommune, uopslidelige Gert Bjerregård i målet. Denne kamp begynder klokken 19.30.
Sagen er klar: Vinder VRI eller opnår uafgjort i holdets sidste kamp, er Nørre Djurs nede i Jyllandsserien. Taber VRI, kan Nørre Djurs HK med en sejr kvalificere sig til to afgørende kampe i nedrykningsslutspillet. Taber Nørre Djurs, er resultatet af opgøret VRI - Viby lige fedt.
Intet er afgjort, før DEN FEDE DAME har sunget. I Nørre Djurs HK håber de først, at hun gør det søndag aften.

Dårlig indstilling

I lørdagens opgør mod Søften GF/HOG kunne Nørre Djurs HK mønstre stærkeste hold - Henrik Elkjær var med igen - men kun i første halvleg var det i set.
"Vi kom dårlig fra start, men fik en kort opblussen midt i første halvleg, hvor vi gik fra bagud 9-6 til at komme foran 10-9. Desværre kunne vi ikke fastholde momentum og var bagud med 14-12 ved pausen," fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Efter pausen kom Nørre Djurs HK yderligere bagud 17-12, og så var den kamp overstået.
"Desværre slog vi op i banen mod slutningen, og det skuffer mig i betragtning af kampens betydning," siger Lunøe, der anerkender, at Søften GF/HOG er stærke på hjemmebane.
"Vi har aldrig været gode derude, men vi skulle have så meget moral på holdet, at vi ikke falder helt sammen. Det er træls, fordi jeg ved, hvad de drenge kan og indeholder."
Holdlederen lover dog, at holdet vil slutte godt af mod TMS hjemme på søndag.
"Vi ved allerede, når vi går på banen, hvor vi står, men uanset det så fortjener vores hjemmepublikum en ordentlig afslutning, og det vil vi give dem," lover holdlederen.