Radikal nestor genåbner rådhusdebatten
Det Radikale Venstres Carsten Bech mener, at der er mere end god grund til at tænke sig om en gang mere grundet Syddjurs Kommunes likviditet
Carsten Bech var ikke på flertallets hold, da rådhusdebatten kørte på de høje nagler i efteråret 2012.
Det Radikale byrådsmedlem havde foretrukket, at der blev bygget et nyt rådhus i Rønde-området, men det kunne han kun overbevise Socialdemokraterne om. Resten af byrådet plus den daværende socialdemokrat Ninna Thomsen stemte for at udbygge de eksisterende rådhuse i Ebeltoft og Hornslet.
Men nu mener Carsten Bech, at der er gode argumenter for at revurdere beslutningen af hensyn til kommunens likvide situation.
Træd på bremsen
Likviditet er et udtryk for størrelsen af en kommunes kassebeholdning: "Vi har oplevet 18 måneder i træk, hvor likviditeten opgjort efter kassekreditreglen (Reglen siger, at gennemsnitslikviditeten – opgjort som et gennemsnit af kommunens kassebeholdning over de seneste 365 dage – skal være positiv, red.), måned for måned er blevet forringet. Det minder mest af alt om et utæt vandrør, hvor hastigheden på udstrømningen stiger, jo længere tid der går".
Han henviser til, at likviditeten blev svækket med 1-2 mio. kroner pr. måned efter sommerferien 2011, mens kommunekassen har mistet 18 mio. kroner eller 3 mio. kroner hver måned de sidste seks måneder af 2012: "Det er uholdbart. Det samlede likviditetstab på de 18 måneder er 43 mio. kroner. Syddjurs Kommune skal ikke "sættes under administration" en gang mere, og derfor er det på tide at finde ud af, hvor bremsepedalen sidder."
Bech peger i samme moment på, at byrådet også har det problem, at der er budgetteret med underskud i overslagsårene. I 2014 drejer det sig om 86 mio. kroner.
Carsten Bech opfordrer derfor kollegerne til at gå i deres lønkammer og genoverveje den planlagte anlægsinvestering til rådhusombygninger på i omegnen af 60 mio. kroner.
"Hvis vi beholder administrationsbygningen i Rønde ind til videre, vil det være muligt at spare et stort beløb i byggeomkostninger," påpeger Carsten Bech.
Han finder det driftsmæssigt yderst fornuftigt, og henviser til, at det er dyrt at flytte IT-afdelingen, fordi den er meget pladskrævende og stiller krav om både lager og værksted: "Det findes ikke de andre steder, og for at undgå unødig kørsel og spildtid på vejene, er det hensigtsmæssigt, at vi beholder en serviceenhed som IT-afdelingen i Rønde. Det kan ikke blive mere centralt."