S'ere i Ebeltoft klar til fælles kamp
Partiforeningen har fire kandidater klar til Socialdemokratiets liste. En af dem er tidligere byrådsmedlem i Ebeltoft, Finn Thomsen
De er ikke blevet pigesure hos Socialdemokraterne i Ebeltoft og Omegn, fordi partiforeningen måtte lide den tort, at foreningens mangeårige byrådsmedlem, Ninna Thomsen, mod slutningen af 2012 reelt blev strittet ud af byrådsgruppen, der ikke længere ville samarbejde med hende, fordi de anså hende for at være illoyal i forhold til fælles beslutninger om først rådhusplacering, siden budget og afsluttende placering af jobcenter.
Tværtimod har partiforeningen med formand Christian Haubuf (Ninna Thomsens mand, red.) i spidsen gjort en dyd ud af at finde nye folk til den fælles socialdemokratiske liste for hele Syddjurs til kommunalvalget.
Fire kandidater
På den netop afholdte generalforsamling sagde fire kandidater fra næsten hver sit hjørne af partiforeningens radius ja til at komme med på listen, hvor borgmesterkandidat Jesper Mathiesen indtager pladsen som frontfigur. De fire er:
- Anders Peter Rasmussen, Dråby
- Kjeld Mikkelsen, Fuglslev
- Finn Thomsen, Knebel
- Christian Haubuf, Ebeltoft
Tidligere byrådsmedlem
Molboen Finn Thomsen har en socialdemokratisk fortid i Ebeltoft Byråd og sammen med de tre øvrige repræsenterer han en base som nu skal forsøge at samle de stemmer, som især blev Ninna Thomsen til del i Ebeltoft-området ved valget i 2009.
Det er naturligvis op til medlemmerne af partiforeningen i Ebeltoft at beslutte rækkefølgen på listen for de fire.
Fordelingen af kandidater mellem de to socialdemokratiske partiforeninger i kommunen sker i henhold til den berømte D'Hondtske metode.
Den sikrer de to højest placerede kandidater fra Ebeltoft pladserne som nummer 2 og 3 efter Jesper Mathiesen.
No hard feelings
Bestyrelsen i Ebeltoft benyttede generalforsamlingen til endnu en gang at beklage, at Ninna Thomsen har forladt partiet og i stedet har kastet sig i armene på Borgerlisten Syddjurs.
"Vi har i partiforeningen altid haft et rigtig godt samarbejde med Ninna og har forståelse for hendes beslutning," står der at læse i den beretning, som generalforsamlingen nikke ja til med akklamation.