Verdens bedste sporhunde kulegraver Djursland
DcH - Danmarks største hundesportsforening - har fået opgaven at arrangere "FCI FH WM 2013 World Championship for Tracking Dogs" med deltagelse af de bedste sporhunde fra Europa, Mellemøsten og USA.
Fuglsøcentret i Nationalpark Mols Bjerge bliver basen, når Danmarks civile Hundeførerforening - DcH - i dagene 10.-14. april skal stå for at arrangere verdensmesterskabet for sporhunde.
Formand for arrangementsgruppen er Vivi Gilsager fra Knebel.
"DcH har stor erfaring med afholdelse af lokal-, regional-, Danmarks- og Nordiske mesterskaber, men det er første gang vi skal afholde et Verdensmesterskab," fortæller hun.
Ud over ledende personer fra FCI (FCI Utility Dog Section - den internationale organisation) kommer der delegationer med hunde og hundefører fra 19 forskellige lande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Israel, Kroatien, Norge, Polen, Rumænien, Rusland, Schweiz, Slovenien, England, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og USA.
FCI FH WM 2013 World Championship for Tracking Dogs er en ret stor mundfuld - både bemandingsmæssigt og økonomisk. Arrangørerne opererer med et budget på et sekscifret beløb.
"Da der ikke følger penge med fra FCI, må vi klare os med egne midler samt støtte fra velvillige personer og virksomheder med gode relationer til hundeverdenen," fortæller Vivi Gilsager.