Nu vil Furesø Kommune skyde irriterende fugle
Flere og flere borgere brokker sig over larmene råger
De larmer, jager andre fugle væk og skider over det hele - og nu har Furesø Kommune fået nok af dem.
Derfor vil kommunen nu søge om tilladelse til at skyde råger (en kragefugl, der yngler og overnatter socialt i større eller mindre kolonier, red.).
Kommunen får flere og flere henvendelser fra borgere, der føler sig generet af råger, og derfor skal miljø-, teknik- og erhvervsudvalget på sit møde på tirsdag tage stilling til, om man skal søge Naturstyrelsen om tillladelse til at regulere rågebestanden i Furesø.
Rågekolonier er ikke tidligere blevet reguleret i Furesø, men da antallet af henvendelser fra borgere om gener fra rågekolonier er steget, og Preben Pettersson, der er formand for udvalget, håber derfor, at man snart kan gå i gang med at regulere bestanden.
"Vi er nødt til at begrænse bestanden af råger. De skal have lov til at være her, men der er simpelthen for mange af dem", siger han.
Klagerne over rågekolonierne går primært på, at fuglene støjer, men også deres efterladenskaber er til stor gene for mange borgere. Endvidere er rågerne med til at holde småfulgene væk.
I første omgang vil Furesø Kommune søge Naturstyrelsen om lov til at regulere rågebestanden i en fireårig forsøgsperiode på de kommunale arealer.