Nye cykelmotionister kan begynde i Thorsager
Cykelklubben CK Djurs starter et introduktionshold i motionscykling på landevej
Har man en cykelrytter i maven eller benene og er en voksen m/k, så kan man lære både at cykle og få tips om cyklens røgt og pleje blandt erfarne cykelmotionister fra cykelklubben CK Djurs.
Cykelklubben CK Djurs afløste sidste år den kendte cykelklub Thorsager Motions Cykling og med det formål at komme i kontakt med et større og bredere cykelpublikum på hele Djursland.
En af aktiviteterne er et introduktionshold i motionscykling på landevej, som i ugerne 13 til 25 sendes af sted på landevejen hver mandag med start mandag 25. marts kl. 18.00.
”Der cykles mellem en time og to og en halv time. De første træninger vil være forholdsvis flade på omkring 22 – 27 km, men med stigende antal kilometer. Mod introduktionsforløbets slutning kører vi i mere kuperet terræn og til sidst stifter vi bekendtskab med Mols Bjerge,” siger Daniel Lynge Larsen fra CK Djurs.
Alle kører med cykelhjelm
Introduktionsholdet er både for mænd og kvinder. Der stilles ikke specielle krav til cyklen, men der må gerne være gearskifte og man må ikke stille til start med en el-cykel.
”Et krav gælder dog alle og det er at man skal bære cykelhjelm,” siger Daniel Lynge Larsen.
Der vil blive undervist i forskellige køreformer med indlagte korte træningsintervaller. Cyklens røgt og pleje samt indstillinger af blandt andet saddel og styr vil blive gennemgået.
Mulighed for kaffe og bad
Undervisningen og træningen ledes af øvede motionsryttere med undervisningserfaring.
”Man betaler kontant kr. 20,00 hver gang, man deltager. Det samlede beløb for hele perioden vil blive modregnet i et års kontingent for 2013, hvis man efterfølgende indmelder sig i Cykel Klubben Djurs, CK Djurs,” siger Daniel Lynge Larsen. Tilmelding er ikke nødvendig. Man møder bare op og betaler for deltagelsen.
De fleste gange vil der være mulighed for en efterfølgende kop kaffe i CK Djurs' klublokale, og der er mulighed for et bad efter cykelturen.