“Der kommer ingen stegte duer flyvende”
Det er op til borgerne at skabe en fremtid for Ryomgård, understregde distriktrådsformand på årsmøde
Der kommer aldrig en mand kørende med en cigarkasse fuld af penge og overleverer indholdet til borgerne i Ryomgård.
Det slog Kirting Olesen, formand for Ryomgård Distriktsråd, fast på generalforsamlingen før påske.
Med andre ord, så er byens udvikling den samlede sum af borgernes eget værk. Politikerne kan sørge for at understøtte, men det er op til byen selv at tænke stort.
"Der kommer ingen stegte duer flyvende," understregede Kirting Olesen.
Mange visioner
Det skorter dog ikke på visioner for Ryomgårds nære fremtid i Ryomgård Distriktsråds bestyrelse.
Kirting Olesen fremlagde følgende 2017-visionsplan for de godt 40 fremmødte borgere i fællesrummet på Produktionshøjskolen ud fra devisen "Ryomgård Distriktsråd har en vision om, at følgende punkter er blevet til virkelighed i 2017":
- at bymidten er saneret og bebygget. Distriktsrådet har et større projekt i støbeskeen, som der måske bliver sagt "go" til i løbet af april.
- at byen har fået et nyt fælles samlingsted. Det nedlagte posthus er i spil, og distriktsrådet afventer, at Syddjurs Kommune og Post Danmark bliver enige om en købspris.
- at letbanen kører fra Grenaa til Odder
- at Ryomgård Station er udbygget og renoveret i forhold til letbanetogene
- at IF Midtdjurs-projektet med at ombygge hal og klubhus er gennemført. Der er arbejdet med projektet siden 2006/2007, og udmeldingerne om projektets muligheder har været forsvindende få de seneste par år.
- at byfornyelsen af Ryomgård er kommet godt i gang
- at udstykningen Ryomlund på Frederikslundvej/Nimtoftevej er udbygget
- at bymidten har fået flere detailhandelsbutikker
- at Aarhus som kulturhovedstad også smitter af på Ryomgård
- at byen i 2017 kan fejre Ryomgård Stations 140 års jubilæum
- at distriktsrådet kan afsløre et kunstværk i forbindelse med jubilæet
Bosætningssøndag
Søndag 5. maj 2013 inviterer Ryomgård Distriktsråd til 'Bosætningssøndag' i byen.
"Vi er i fuld gang med at tilrettelægge et større program, som kan inspirere potentielle tilflyttere fra det nordlige Aarhus og Djursland til at kigge forbi og høre om byen og området," fortæller Kirting Olesen.