Kæledyr aflives
Den økonomiske krise gør det sværere for gennemsnitsdanskeren at betale dyrlægeregningen. Derfor må hunden og katten ofte lade livet, når behovet for akut sygebehandling opstår
Uventet behandling eller operation af familiens kæledyr kan være en dyr affære, der gør det nødvendigt for dyreejeren at foretage et ubehageligt valg: Den nødvendige operation eller aflivning? Ifølge dyrlæge Rene Ipsen fra Karlslunde Dyrehospital ender det dilemma ofte ud med økonomisk betingede aflivninger.
"Vi oplever næsten dagligt, at folk uden sygeforsikring vælger at få aflivet deres hund eller kat, fordi de ikke har råd til behandlingerne. Også når der er tale om behandlinger, hvor vi kan sige med stor sikkerhed, at dyret vil komme sig fuldstændig. Det er en tendens, som vi tydeligt kan mærke er blevet forstærket under den økonomiske krise," siger han.
"Det er synd for dyrene, og som dyrlæge er det selvfølgelig også en ubehagelig situation, fordi vi er sat i verden for at hjælpe dyrene, så vidt der er muligt. Derudover er det en hård følelsesmæssig belastning for dyreejerne, som jo er ekstremt kede af at føle sig som bødler over for deres hund eller kat, fordi økonomien forhindrer dem i at hjælpe dem," tilføjer Rene Ipsen.
Han understreger dog samtidig, at flere af dyrehospitalets klienter er blevet opmærksomme på muligheden for at forsikre deres kæledyr, netop for at undgå situationer, hvor økonomien spænder ben for den rette behandling.
"Vi kan tydeligt mærke, at flere tegner dyreforsikringer, og det er en udvikling, vi bifalder, fordi den er i alles interesse. Forsikringerne skaber en stor tryghed, fordi økonomien ikke fylder så meget for dyreejerne, når deres dyr bliver syge. Så handler det i stedet om, hvordan vi bedst muligt får dyret rask igen," siger Rene Ipsen.
Forsikringsselskabet Dyrekassen Danmark bekræfter, at danske hunde- og katteejere i stigende grad vælger at sygeforsikre deres dyr. Familiedyrskonsulent Betina Nygaard Bæk peger på, at dyrlægerne bliver mere og mere specialiserede, ligesom klinikkerne i vidt omfang bliver udstyret med ny teknologi. Det betyder bedre behandling, men typisk også højere priser.
"Når hunden er forsikret, hjælper forsikringsselskabet med at dække omkostningerne, så ejerens økonomi ikke behøver at være afgørende for behandlingen. Desværre tror mange fejlagtigt, at deres hund er dækket af en sygeforsikring. Misforståelsen bygger som regel på, at der er tale om den lovpligtige ansvarsforsikring, men ikke en sygeforsikring," forklarer Betina Nygaard Bæk.