Turen går til bunkerne ved Vestkysten
Den lokale forfatter Knud Simonsen er i gang med sidste bind i trilogien om specielle danske arbejdspladser under besættelsen
Først var det Tørvekongen, så kom Brunkul, og nu er arkitekt og forfatter Knud Simonsen i færd med at grave sig gennem historien om opførelsen af de tyske bunkers for at skrive bogen ”Vestkystbunker”.
Knud Simonsen fra Ugelbølle er en mand med mange talenter. Han er kendt som både arkitekt med tegnestue i Rønde og som hyttebyvært med fiskesø og smuk natur i Djurs Hytteby i Nimtofte.
Men samtidig har han både en historisk interesse og et skrivetalent, som har bragt ham vidt og givet ham arbejdslegater fra Statens Kunstråd til at få tid til at researche og skrive sine to seneste bøger Brunkul og Vestkystbunker.
Det har han gjort så godt, at han er udkommet på både forlagene Gyldendal og Hovedland. Især romanen Brunkul vakte stor interesse og snusede lige til top-ti listen. Bogen er nu udkommet i 3. oplag på forlaget Hovedland.
Afvise en invasion
Nu gælder det en anden speciel arbejdsplads under besættelsen, nemlig de mange steder, hvor der blev opført tusindvis af tyske betonbunkers i forskellige størrelser med kort afstand langs Vestkysten.
”Bunkerne skulle gøre tyskerne i stand til at slå en allieret invasion tilbage. Men invasionen kom aldrig, for den blev som bekendt gennemført i Normandiet på D-Dagen 6. juni 1944,” siger Knud Simonsen.
”Paradoksalt byggede man videre helt frem til Befrielsen,” fortæller Knud Simonsen, som har studeret dokumenter fra besættelsestiden i Rigsarkivet.
Nationalbanken betalte
Bygherren var den tyske virksomhed O.T. (Organisation Tot), som med danske underentreprenører stod bag opførelsen af de mange betonbunkers.
Det bragte arbejdspladser og penge til Vestjylland og tiltrak mange, som manglede et arbejde.
”Det var den danske stat, der betalte byggeriet rub og stub. Det var Nationalbanken, der rystede op med pengene, fordi tyskerne trak pengene på den såkaldte klientkonto,” fortæller Knud Simonsen, som mener, at der på et tidspunkt var 50.000 mand beskæftiget med bunkersbyggerierne.
Beskriver tidslommer
Med sine beskrivelser af disse tidslommer under krigen får Knud Simonsen både fortalt historiske fakta, men dykker samtidig ned i hverdagslivet i områderne med disse særlige arbejdspladser.
”Der er jo et modsætningsforhold mellem brunkulsarbejderne, som jo var en slags helte, fordi de skaffede varme til danskerne. Derimod arbejdede bunkersarbejderne for fjenden og blev anset for at være tyske håndlangere,” siger Knud Simonsen.
Det har været et stort researcharbejde, som går lige fra lokale biblioteker til lokale arkiver lands Vestkysten, og til Rigsarkivet i København, hvor de allerfleste historiske dokumenter opbevares og kun er tilgængelige efter ansøgning.
Skriver kun for sjov
62-årige Knud Simonsen er uddannet arkitekt og har et bifag i kunsthistorie. Han har i sin fritid gennem 25 år opbygget og drevet Djurs Hytteby og Camping på 16 tdr. nåletræsplantage og løvskov ved Nimtofte, naturskønt beliggende i udkanten af Nimtofte.
Men samtidig er Knud Simonsen en mand med sine meningers mod og en flydende pen. Derfor er han også blevet forfatter – med hans egne ord for sin fornøjelses skyld, mens han i øvrigt passer sine øvrige forretninger.
I 2005 debuterede han på Forlaget Gyldendal med den samfundskritiske og -satiriske roman Stenbo om betændte politiske lokalmiljøer i 70'erne. I 2008 udkom hans første dokumentariske roman om Tørvekongen. Siden kom hans meget roste beskrivelse af et stykke under-Danmark i brunkulslejrene. Nu gælder det opførelsen af de mange tyske betonbunkers langs vestkysten.