Har Kolind en gylden fremtid?
Kolind og Oplands Distriktsråd har bedt Venstres Claus Wistoft og Socialdemokratiets Ole Bollesen om at komme med et oplæg til, hvordan de ser udviklingsmulighederne i Kolind med tilhørende nærområde
Politikerne skal i løbet af 2013 skrue en ny Kommuneplan sammen. Den bliver vedtaget på årets sidste byrådsmøde i december, og bliver pejlemærket for det nye byråd, der tiltræder ved årsskiftet.
Arbejdet med forberedelserne til den endelige plan er af embedsmændene ved at være afsluttet, og derfor er det nu, at den enkelte borger skal give sine ønsker til kende.
Kolind og Oplands Distriktsråd har til årsmødet torsdag 14. marts i Glassalen på Kolind Centralskole bedt Venstres Claus Wistoft og Socialdemokratiets Ole Bollesen give hver deres bud på mulighederne for netop lokalområdet, Kolind og Opland set i lyset af den kommende Kommuneplan.
Der bliver rig lejlighed til at gå i clinch med de to gæster og komme med gode ideer til indholdet i den nye Kommuneplan.
Der er nok at tage fat på: Nedlæggelse af centerbyer, letbane, cykelstier, byggegrunde, byudvikling og skoler og ældreområde.