Ryomgård gør klar til kamp
Lokale ildsjæle starter karateklub i Ryomgård i de gamle Vonsild produktionshaller på Industrivej
Karate bliver inden længe en ny sportsgren i Ryomgård. Foreningen Ten Chi Jin - Kampkunst Akademi Ryomgård afholder stiftende generalforsamling fredag 26. april 2013 på Industrivej 15.
Det er lokale ildsjæle i Ryomgård, der står bag det nye initiativ. Folkene bag dyrker alle selv karate i Aarhus.
Klubben har allerede fået lokaler i de gamle Vonsild produktionshaller i Ryomgårds industrikvarter med 200 m2 træningsareal og lige så stort område til omklædning og cafe.
"Nu gælder det bare om at få interesserede til at støtte op om klubben," siger en af initiativtagerne, Jane Blaabjerg.
For både børn og voksne
Ten Chi Jin - Kampkunst Akademi Ryomgård henvender sig både til børn og voksne, og det er på ingen måde et must, at man møder op med erfaringer fra kampsport.
"Vi vil opfordre alle, der har lyst til at dyrke selvforsvar i form af karate, til allerede nu melde sig ind i klubben. Det er ganske uforpligtende men giver os en fornemmelse af, om interessen er der," siger chefinstruktør Jorge Garibaldi, 5. Dan Karate, 1. Dan Kenjutsu, 1. Dan Bojutsu.
Stilarten i Ten Chi Jin er Wado Ryu, og den benytter sig i højere grad af fokus på selvforsvar og det mentale aspekt af træning, hvor krop og sind gerne skal lære at arbejde sammen.
"Mange udøvere oplever, at de ved karatetræning får børn, der får lettere ved at koncentrere sig, og de får en bedre koordination og fysisk styrke," siger Jorge Garibaldi.
Den ny klub er tilknyttet Ten Chi Jin i Aarhus.
Klubben starter ud efter sommerferien med familietræning hver lørdag, puslingetræning 2 gange om ugen og junior-/voksentræning en gang om ugen. Og der er allerede nu også fokus på et hold for vanskelige børn og unge.
Fakta om klubben:
- Klubben hedder Ten Chi Jin - Kampkunst Akademi Ryomgård
- Den er stiftet af Jorge F. Garibaldi, Lars Normark Holmgaard, Jane Blaabjerg og Simon Antoni Jensen
- Klubben er en del af den oprindelige Ten Chi Jin stiftet af Jorge F. Garibaldi tilbage i 1999
- Klubben er under opbygning allerede fra 1. april - der lægges nyt gulv og specielt tatami som er perfekt til familietræning hvor vi kommer til at tumle rundt på gulvet
- To af klubbens initiativtagere: Lars Normark Holgaard (Bor i Ryomgård sammen med sine 2 børn og konen Marie) og Jane Blaabjerg (Bor i Ryomgård sammen med sine 3 børn og manden Lars)
- Klubben giver dig mulighed for at træne sammen med dine børn
- Klubben arrangerer opvisning (på ikke udvalgte arrangementer) i Ryomgård fra staren af juli til sæsonstart i august
- Klubben har brug for forhåndstilmeldinger
- Klubben tilbyder et attraktivt kontingent for resten af 2013, hvis man tilmelder sig inden 19. august
- Yderligere information på ryomkarate.dk