Ene dansker blandt amerikanere

Danmark har haft posten som Deputy Commander – eller næstkommanderende – i NATO Rule of Law, Field Support Force (NROLFSM), på Camp Phoenix i Kabul siden enheden blev oprettet i 2011.

Jeg er den tredje dansker i stolen for de næste ca. 9 måneder.

Hvad er så NROLFSM?

Inden jeg fortæller, hvad en enlig dansk oberst foretager sig i en stort set ren amerikansk enhed, vil jeg kort beskrive, hvad NROLFSM er, og hvilket mandat, der foreligger.
I juni 2011 godkendte politikerne bag ISAF koalitionen oprettelsen af NROLFSM, som med afsæt i den nye afghanske grundlov fra 2008, skal fremme opbygning og facilitering af et demokratisk retsvæsen i Afghanistan. NATO valgte af naturlige årsager at hænge denne opgave op på en allerede eksisterende amerikansk enhed, Rule of Law, Field Force - Afghanistan (ROLFF-A), som havde været aktiv siden september 2009. Denne amerikanske enhed bistod allerede civile og militære aktører med at gennemføre projekter til støtte for indførelsen af et demokratisk retsvæsen.
NROLFSM fik ved oprettelsen følgende opgaver:

NATO skulle altså ikke engagere sig i selve det egentlige juridiske arbejde, ligesom NATO ikke skulle involveres i nogen form for detention operationer.
Men som i de fleste andre operationer, ændrer mandatet sig over tid, og ”missionstatement” for NROLFSM er i dag, at: Skabe forbindelse til, og sikkerhed for afghanske og internationale civile leverandører af støtten til at opbygge et afghansk retsvæsen, samt at øge den menige afghaners adgang til retssystemet for derigennem at styrke den afghanske regerings arbejde mod demokratisk lovgivning.
Den amerikanske enhed, ROLFF-A, som NATO er hægtet op på, har et lidt bredere mandat, som bl.a. omfatter egentlig juridisk arbejde udført af de amerikanske militærjurister ude i de afghanske regioner, provinser og distrikter.
Overordnet er det opgaven at støtte indførelse af den allerede vedtagne afghanske lovgivning på retsområdet. Den afghanske grundlov ændrer bl.a. de juridiske principper for domsfældelse fra at være baseret på tilståelser til at være baseret på beviser. Denne forandring, som for os er en selvfølgelig del af menneskerettighederne, er ikke let her. Dommere, anklagere, forsvarere og politiet, som er dem, der skal fremskaffe beviserne, skal arbejde efter helt nye og ukendte principper.
En amerikansk brigadegeneral (som i sit civile liv er dommer i Georgia, USA) er chef for NROLFSM / ROLFF-A, som er en “dobbelthattet” enhed, d.v.s. en enhed, der refererer til to chefer. Som NROLFSM refererer vi direkte til den firestjernede chef for ISAF, General Allan, med hvem der er daglig dialog og mailudveksling. Som ROLFF-A refererer enheden til en amerikansk trestjernede general, som refererer til chefen for ISAF. Enheden består af en stab (ca. 30) her på Camp Phoenix i den østlige udkant af Kabul, en logistisk enhed (ca. 8) Kandahar Air Field i det sydlige Afghanistan, 5 Field Teams (ca. 60 militære og 10 civile) samt 4 Functional Teams (ca. 42 militære og 10 civile). Field Teams og Functional Teams er fordelt ud over hele Afghanistan, så vi er repræsenteret i alle 5 regioner, i 12 af de 34 provinser og i i alt 50 af de 399 distrikter (i et senere rejsebrev vil jeg forsøge at beskriveden afghanistans demografi). Her yder teamene juridisk bistand og mentorship til dommere, anklagemyndigheden, politimestre og fængselsvæsnet, ligesom de overvåger et større antal infrastruktur projekter, der spænder fra opbygning af retsmedicinske laboratorier til renovering af eksisterende domhuse, politistationer og lignende. Den fysiske sikkerhed for vore medarbejdere ydes fortrinsvis af de militære enheder, der huser vore teams.

Spredningen af vore teams betyder, at NROLFSM er en af de enheder i Afghanistan, der har den bedste og mest aktuelle ”situation awareness”.

Arbejdet som Deputy Commander

Af min funktionsbeskrivelse fremgår bl.a., at jeg skal støtte chefen, vejlede teams, direktivgive vedrørende policy for operationer og staben, samt være ansvarlig for operationerne i chefens fravær. Derudover er jeg bindeleddet mellem enheden og NATO f.s.v.a. Rule of Law processen i Afghanistan. Det betyder bl.a., at jeg har ansvaret for, at teams er korrekt bemandede, udfører pålagte opgaver samt rapporterer herom til staben. Ligeledes skal jeg bistå den hollandske Chief of Staff i hans arbejde med staben.

Endnu er mit erfaringsniveau relativt begrænset, men hovedopgaverne ligger i den ugentlige statusrapport om feltarbejdet til chefen for ISAF, den store kvartalsrapport, den daglige drift, og sidst men ikke mindst, revision og implementering af den igangværende transition fra en militært ledet opgaveløsning til et 100% afghansk styret retsvæsen. Sidstnævnte har stor politisk bevågenhed i USA og ikke mindst hernede, hvor Præsident Kazai er meget opmærksom på, at ISAF hurtigst muligt overlader styringen og driften af retsvæsnet til de afghanske myndigheder.

At arbejde som en af kun fire NATO officerer – den hollandske oberst som stabschef, to polske majorer og undertegnede som DCOM – i en amerikansk enhed, er en spændende udfordring, som kræver en pragmatisk tilgang til ledelse. Jeg er DCOM, med alt hvad det indebærer i overensstemmelse med funktionsbeskrivelsen – som også USA har accepteret ordlyden af. Det betyder imidlertid ikke, at jeg er med på alt. I en amerikansk “dobbelthattet” enhed er der flere imaginære grænser, som “Non-US” ikke kan/må/skal overskride. F. eks. er jeg ikke med på det nok vigtigste af de tre IT-net, som amerikanerne arbejder på. Jeg er afhængig af, at min amerikanske stab fortæller mig om opgaver, der komme på dette netværk, og evt. flytter dem over på et af de netværk, jeg har adgang til. Og det er jo ikke altid, de enten lige husker mig, eller er opmærksomme på, at det er noget, DCOM skal involveres i. Ligesom jeg ikke altid lige opfanger, hvis der er noget nyt under opsejling – jeg sidder i mit eget lille kontor, og kan ikke altid være med på en lytter. Ligeledes er der – i chefens fravær – udpeget yderligere en acting commander for “US-only” opgaver. Det betyder, at mange af de møder, jeg burde deltage i på chefens vegne, repræsenteres af en amerikansk oberstløjtnant eller major. Og det er jo ikke en naturlov, at vedkommende refererer ordret, hvad der blev besluttet på mødet. Så ind imellem er følelsen af at stå udenfor ganske stor. Det er her, den pragmatiske tilgang er gavnlig. At kæmpe mod den amerikanske militære kultur vil svare til Don Quixotes kamp mod vindmøllerne. Så for ikke at blive superfrustreret er det bedre en gang imellem at resignerer, og bare acceptere at være “Non-US”, og dermed ikke med i legen. Men så at stå fast der, hvor der ikke hersker tvivl om, at NATO – og dermed DCOM – er involveret og ansvarlig.

Dette sagt, så er det en utrolig positiv oplevelse at arbejde i en feltenhed, hvor hovedparten af medarbejderne – selv flere fra stabens sikkerhedsstyrke – har en eller anden juridisk baggrund. Hoveddelen er militærjurister – JAGs (Judge Advocate General) – med en universitetsgrad bag sig. Det betyder, at de produkter og rapporter, der fremsendes, oftest er ganske komplekse og meget kompetente. Så i denne amerikanske enhed er fordommen om, at man mindst skal være oberst, hvis man skal have noget at sige, skudt i sænk. Her er størstedelen af officererne kaptajner og yngre majorer, som alle sidder med et stort selvstændigt ansvar ude i deres ansvarsområder. Vi som ledelse er for fleres vedkommende hundredvis af kilometer / flere dages transport væk. Ledelse på disse afstande er også udfordrende for staben, men de tre militære netværk virker upåklageligt, og der er jævnlige Video Tele Conferences med teams og med andre stabe. Bl.a. overværer staben den daglige morgenbriefing for chefen for ISAF. Det en stor fordel selv at have overværet briefingen, da der ind imellem falder opgaver af til. På den måde er vi på forkant, og kende opgavens udspring.
Battle rhythm i staben er ganske intens. Vi møder ind inden kl. 08.00 til morgenbriefingen, og dagen slutter oftest efter 21.30 – 22.00. Dette gælder hverdagen. Fredag og søndag er dog halve fridage, hvor vi først møder ind kl. 13.00. Dejligt med lidt afbræk i den daglige trummerum. I løbet af dagen kan der så være et antal møder, her på Camp Phoenix eller inde i Kabul, hvilket kræver god tids forberedelse f.s.v.a. bestilling af transport, enten med helikopter eller ad landevejen. Og selvom der er under 10 km ind, tager selve turen let en time.

Fremtiden for NROLFSM

Tjenesten her, og ikke mindst opgaven: At støtte implementeringen af et demokratisk – fungerende – retsvæsen, er yderst spændende, og meget relevant. Og ikke noget, der er afsluttet på få år. Men som med resten af den store indsats ISAF leverer her, har dette også en ende.

Vores opgave er derfor lige nu i en brydningstid. Vi går fra at bistå de afghanske dommere, anklagemyndighed m.fl., til at stå bag dem, og kun træde til, hvis behovet opstår. De skal erkende, at de nu selv har ansvaret for alt; sikkerhed for de ansatte – og indsatte, renovering og nybygning af deres domhuse m.v., formidling af lovgivningen og meget mere. Derfor vil min nok største opgave hernede være at revidere og operationalisere den plan, der skal sikre, at vi kan trække os ud i et tempo og et geografisk omfang, så afghanske dommere, anklagere, laboranter og andre indenfor retsvæsnet, har den fornødne erfaring og styrke til at modstå risikoen for at falde tilbage til sharialovgivningen og bl.a. afstå fra at tilvejebringe de nødvendige beviser for domstolen.

Som det ser ud i øjeblikket, skal vores enhed have overdraget alle sine opgaver inden udgangen af 2013. Det betyder så, at jeg nok også bliver sidste dansker i denne spændende funktion, som jeg egentlig gerne havde undt andre at opleve.
Når jeg igen er hjemme engang i efteråret, vil jeg se tilbage på tiden hernede med glæde. Jeg har allerede mødt – og ved, jeg kommer til at møde flere – spændende mennesker. Amerikanere, andre NATO kolleger og danske kolleger, men også afghanere, både militære og civile. Jeg har igen indset, at der er meget store kulturelle forskelle mellem den måde hvorpå vi i Danmark arbejder, og den måde andre nationaliteter arbejder. Og jeg må igen erkende, at den ene måde ikke er bedre end den anden, kun at de er forskellige. Men det kommer jeg muligvis ind på i et senere brev.