Fortsæt til indhold

"Annette er dygtig og sej - også i modvind"

Børne- og ungdomsudvalgsformanden i Norddjurs Kommunalbestyrelse hører ikke til de, der tvivler på, at SF fortsat skal være med i regeringen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Mads Nikolajsen, rutineret folkesocialist, har fortsat stor tillid til, at SF kan gøre en forskel i regeringen.
Børne- og ungdomsudvalgsformanden i Norddjurs Kommunalbestyrelse blev bestyrket i troen, da han og byrådskollega Jytte Dalgaard, borgmesterkandidat for SF ved kommunalvalget, før påske deltog i Kommunernes Landsforenings årsmøde i Aalborg.
"Jeg blev opløftet og fik ekstra energi ved mødet med et mylder af aktive SF'ere," fortæller Mads Nikolajsen til Lokalavisen.
"Til SF-gruppemødet deltog - foruden SF-lokalpolitikere fra landets kommuner - også en veloplagt Annette Vilhelmsen, Jonas Dahl, nyvalgt politisk ordfører, Astrid Krag, Holger K. Nielsen, Anne Baastrup og mange flere," fortsætter Mads Nikolajsen, der erkender, at SF har valgt at placere sig i en svær situation som regeringsparti.
"Men den overdrives i pressen, og vi skal selv være bedre til formidle."

Annette er sej

Mads Nikolajsen bakker fortsat fuldt ud op om formand Annette Vilhelmsen, der ellers har måttet stå for skud og nærmest været i konstant modvind, siden hun besejrede Astrid Krag ved formandsvalget i oktober 2012.
"Jeg bakker fortsat op om Annette, og nu ser jeg, at Annette også er dygtig og sej i modvind," roser Mads Nikolajsen.
- Skal SF fortsætte i regeringen?

"Ja, der ligger større muligheder end at stå udenfor. Og så skal vi lære fuldt ud at bruge de muligheder, det giver, og finde vej i de dilemmaer regeringsdeltagelse giver. Det er vi jo vant til i kommunerne. Det skal vi vænne os og omverdenen til også i regering."