Gode ben fra Rønde til Berlin
37 løbere fra Rønde tager til Berlin for at løbe en halvmaraton på søndag
Hele 37 løbere fra Røndes løbeklub Puls 8410 er snart på vej til Berlin for at løbe en halvmaraton i byens gader søndag 7. april sammen med op til 30.000 andre løbere, powerwalkere og skatere.
?Derfor er der også blevet løbetrænet flittigt lige siden nytår.
”Vi er typisk 60 eller flere til løbetræning både mandage og lørdage -næsten uanset vejret” fortæller klubbens formand Hanne Østergaard Heinesen.
”Netop når vejret er dårligt, er det vigtigt med et mål og gode kammerater at træne sammen med, når træningen skal passes”.
Guldholdet glimter også
Løbeskolens begynderhold fra efteråret 2012 fik hurtigt kælenavnet ”Guldholdet”.
De er ca. friske 10 piger som er startet helt fra bunden, men nu løber de nemt 5 km eller mere. Også de tager til løb sammen, men holder sig til kortere distancer. Deres mål er at deltage i et 10 km løb til sommer.
Det var også en af disse”guldklumper”, Anette Helbo, der blev kåret til Årets Løber i Puls 8410.