Helikopter styrtet ned på mark tæt ved Rønde
Lokale Peter Krog-Meyer stødte under en gåtur i naturen på en lille ubemandet modelflyver, der var nødlandet på marken med en skadet rotor
Hvem har mistet en modelflyver af typen F-39, F-Series, Digital Proportional?
Den heldige kan henvende sig til Peter Krog-Meyer, Rønde, som forleden fandt den lille flyver på en mark i omegnen af bopælen, da han var ude at gå tur.
"Jeg opdagede den for et par dage siden, da jeg var ude og gå en tur,” fortæller Peter Krog-Meyer.
”Den er nødlandet på marken og har skadet en rotor samt beklædning, men mekanisk ser den ud til at være nogenlunde okay."
Peter Krog-Meyer, der er mangeårigt medlem af Venstre og opstiller for partiet ved det kommende kommunalvalg, fortæller, at han først tænkte, om modelflyveren var en ny og hemmelig form for offentlig overvågning af landskab og borgere.
"Det kunne for eksempel være SKAT som overvåger, om der udføres sort arbejde eller Jobcentret som checker om folk er i gang. Ved nærmere eftertanke tror jeg dog, at det er en fjernstyret hobbymodel," lyder hans konklusion
Ejermanden er velkommen til at henvende sig til Peter Krog-Meyer på mobil 40118288.