Fortsæt til indhold

Hvem har vovet at tisse på min sukkermad?

Venstres lokalformand i Syddjurs, Erling Post, opfordrede på generalforsamlingen aktørerne i den lokale debat til at kravle op på en bakketop

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

2012 var om ikke et annus horribilis, så dog "et år med mange politiske udmeldinger/kolbøtter og uforudsigelige handlinger."
Sådan indledte Erling Post, formand for Venstre i Syddjurs, da han aflagde beretning til de 45 fremmødte på partiets nylige generalforsamling.
For Venstre betød slutningen af 2012, at Per Zeidler og Flemming Hansen forlod byrådsgruppen og var tæt på at trække Marianne Kierkegaard og Karen Østergaard med efter længere tids intern frontkrig, som gruppeformand Claus Wistoft ikke formåede at finde en løsning på.
"Der har været højt til loftet i gruppearbejdet. Dette blev bevist i arbejdet omkring vindmøller, hvor der blev debatteret livligt, med respekt for hinanden, og der var gensidig respekt for hinandens holdninger," kommenterede Erling Post, der dog også erkendte, at rådhusdebatten, og det, der i folkemunde er døbt "taxa-sagen" fik korthuset til at vælte og var afgørende for Zeidler & Hansens exit, og at duoen nu har søgt andre græsgange hos Venstres lillebror, Liberal Alliance, og den mere rene liberalisme.

Demokratiets ulidelighed

Post kommenterede også den måde, som lokaldemokratiet fungerer på: "Ind imellem opleves det, at debatten sker på basis af total uvidenhed og kun med det mål at få sit eget billede i avisen. Nogle gange fører det også til en debat eller udveksling af uvidenhed. Det kan for nogle være underholdende, men for demokratiet oftest egentlig ligegyldigt, da den enkelte vælger i kommunen jo godt kan gennemskue det. Men i nogle situationer kan det også skade," advarede Venstres formand, der belærte om, at demokrati handler om noget andet og større end overskriften på denne artikel.
"Der er hos nogle den opfattelse, at – hvis ikke jeg får ret, ja så virker demokratiet ikke. Det er en misforståelse der forekommer. Her må en opfordring til at stå op på en bakketop og forsøge at betragte sagerne fra helhedens side være på sin plads."
"Kamp for sine ideer er der kun grund til at have respekt for. Men nedsættende og afstandstagende indlæg, og direkte at modarbejde efter at en beslutning er taget, kan jeg kun tage afstand fra," skosede V-formanden, der også appellerede til, at man i den lokalpolitiske debat ikke bare kritikløst overfalder embedsmændene:
"Det er ok at skyde på politikerne, men de ansatte har ikke samme mulighed for at berette og berigtige i medierne."