Fortsæt til indhold

25 er det magiske mål for Liberal Alliance

De to kommuner på Djursland skal gøre deres, hvis Liberal Alliances målsætning at komme ind i 25 byråd ved kommunalvalget skal blive til noget

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Liberal Alliances landsformand, Venstre-afhopperen Leif Mikkelsen, siger til Altinget.dk, at partiets mål ved kommunalvalget til efteråret er at blive repræsenteret i 25 af de 98 kommuner.
Ved valget i 2009 opnåede partiet kun et sølle mandat. Det gik til partiformand Anders Samuelsen i Horsens.
Siden 2009 har Liberal Alliance fået 17 nye byrødder. Det drejer sig om politikere, der har sagt deres tidligere partier farvel i valgperioden, som det er sket i både Norddjurs og Syddjurs Kommune.
I Norddjurs hoppede Jens Meilvang fra Venstre til Liberal Alliance i sommerferien 2012, og for et par måneder siden gjorde Per Zeidler og Flemming Hansen det samme i Syddjurs.
Liberal Alliance håber naturligvis, at det kan give dem en platform til frem til valget til at profilere Liberal Alliances synspunkter.
Kombinationen af landspolitisk medvind og politiske platforme bliver afgørende for, om de magiske 25 kommuner med Liberal Alliance kandidater blandt de valgte bliver nået.
Professor Jørgen Elklit, Aarhus Universitet, siger dog til Altinget.dk, at det slet ikke bliver en nem opgave:
”Det er en udfordring for alle nye og halvsmå partier, at de ikke har så mange kendte kandidater. Derfor får de ofte færre stemmer til kommunalvalg. Det er en stor udfordring at få opstillet kandidater med en markant profil, som folk kan genkende og vil stemme på."